DANMARKS SKÆBNETIMER

Udstillingen Danmarks Skæbnetimer viste, hvordan Stormen på København 1659 - eller "Danmarks skæbnetime", som den er blevet kaldt - sammen med andre begivenheder fra de dansk-svenske krige er indgået i udformningen af den nationale bevidsthed.

I løbet af 1800-tallet opstod forestillingerne om det danske folk som en homogen enhed, og sammen med dem troen på, at det danske folk havde en særlig karakter og en speciel folkeånd, som ville blive vækket ved udefrakommende farer.

Fra 1840'rne knyttedes det samlende begreb "Folk" til fremstillinger af Københavns belejring og det succesrige forsvar mod den svenske storm på byen, natten mellem d. 10 og 11. februar 1659. Troen på folkeånden fik nu afgørende betydning for historiefortællingen.

Dette stod i kontrast til 1600-tallets beskrivelse af Guds indgriben og 1700-tallets beskrivelse af københavns borgeres kamp for egne privilegier. Hvor således Ludvig Holberg i 1700-tallet skrev om forsvarernes egeninteresser, skrev C.F. Allen i 1840 om folket, besjælet med én ånd.












Udstillingen viste, hvorledes Danmarks Skæbnetimer fra 1840'erne og de følgende indgik i udviklingen af en national bevidsthed i musik, teater, litteratur og jubilæumsfester. Og hvordan denne nationale opfattelse fik en opblomstring under besættelsen, inden den nu er ved at forsvinde i de historiske fremstillinger. I stedet er det nu det politiske magtspil mellem konge og rigsråd, der dominerer i beskrivelserne af Danmarks skæbnetimer.

Udstillingen var lavet cand.mag. Trine Louise Lehmann.