|
Lejesoldaten
I 1500-tallet kunne lejesoldater genkendes på lang afstand.
Deres farvede klæder var stærkt udfordrende. Klæderne understregede
tilhørsforholdet til deres profession og udtrykte en visuel afstandstagen til
standssamfundet. Lejesoldaternes navne som Jungblut, Wagehals, Springinsfeld, Kurzleben, Unkraut og Bauerfeind udtrykte selvforståelsen og bevidstheden om at leve udenfor standssamfundet.
Begyndende i den nederlandske hær skete der i slutningen af
1500-tallet en bevidst disciplinering af lejesoldaterne. Fyrsterne ønskede
deres fuldstændige underkastelse og lydighed.
Den militære lovgivnings krigsartikler dannede udgangspunkt
for disciplineringen. En krigsartikel gjorde gældende, at lejesoldater skulle
deltage i opførelsen af fæstninger og skanser. Siden senmiddelalderen havde der
været gravere i hærene til at udføre gravearbejdet. De selvbevidste
lejesoldater fandt det under deres værdighed at deltage i dette arbejde og
vekslede ikke ord med graverne.
Nu blev lejesoldaterne imidlertid beordret til
gravearbejdet, og en spade blev udleveret som en del af deres personlige
udrustning.
Andre krigsartikler i den militære lovgivning fokuserede på
lejesoldaternes gudfrygtighed og sociale adfærd. Således gjorde danske
krigsartikler i 1625 gældende, at lejesoldaters drikkeri og fravær under
gudstjenester skulle ”straffis met jernit.” Bespottende tale om Gud og præsterne skulle ”straffis paa ære oc lif uden ald naade.”
Fyrsternes behov for stadig større hære medførte desuden
tvangshvervninger og hvervninger af løsgængere og tiggere. Sammen med
disciplineringen i krigsartiklerne medførte dette efterhånden sammenbruddet af
en profession med en særlig kollektiv selvbevidsthed.
I løbet af 1600-tallet forsvandt de udfordrende klæder og
navne. Lejesoldaterne levede ikke længere udenfor standssamfundet, men blev i
endnu større grad redskaber for det.
Fyrsten
Adelsmanden
Lejesoldaten
Bonden
Se mere om:
Fyrstelig pragt og repræsentation.
Bruddet med den middelalderlige krigskunst
Studier af antik krigskunst og videnskab.
Den moderne stat og den militære revolution.
Perioden som et jernårhundrede.
Skabelsen af det moderne menneske.
Hans Henrik Appel
Museumsinspektør
|