QUINTAN-FIGUR AF TRÆ FRA CA. 1685

Figurens overkrop kan rotere i forhold til underkroppen om en jernstang.

Figuren blev brugt ved quintan-løb, en af disciplinerne i karruselridningen, som i løbet af 1500-tallet afløste de gamle ridderturneringer.

En rytter red mod den mandshøje figur med sin lanse. Hvis ikke figuren blev ramt midt på, snurrede overkroppen rundt, så sværdet i dens hånd ramte rytteren i ryggen - med mindre han fik kastet hesten til side i tide.

Karrusel
"Karrusel" er betegnelsen for de opvisninger, der afløste ridderturneringerne. Ordet stammer ifølge Arne Hoff fra det italienske "carossa" (vogn). De bestod i 1600-tallet i optog med vogne og udsmykkede deltagere, væddeløb, konkurrencer, dans, digte, fyrværkeri m.m. Der var ofte et særligt tema for et optog. Ved Christian IVs kroning i 1596 var han klædt ud som pave, og optoget bestod af deltagere klædt ud som munke, bisper m.m. I dag bruges betegnelsen "karrusel" om en forlystelse, der drejer rundt. Ved de ældste markedskarruseller skulle man ifølge Hoff med et sværd ramme en ring i forbifarten. Karrusellen var således oprindeligt en efterligning af de gamle karrusel-turneringer.

Quintan "Quintan-løb" er ifølge jesuitterpateren Claude Francois Menesttriers "Traite des tournois, Joustes, Carrousels et autre Spectacles publice" fra 1669 blevet opkaldt efter opfinderen Quintus og omtales allerede i 300-tallet af Vegetius. Her gjaldt det om med præcision at undgå, at figuren drejede rundt.

Figurerne havde ofte form af tidens fjendebillede, tyrken. Der er da også bevaret en del tyrkerhoveder i den kongelige staldetats samling af karruseludstyr, der i dag er deponeret på Tøjhusmuseet. Men de to bevarede quintan-figurer er begge sorte afrikanere.

Andre discipliner i karrusel-ridning var ringridning (at spidde en hængende ring i forbifarten) og ridning mod hoveder (der skulle rammes med pistol, kårde eller spyd).

Du kan læse mere om denne figur og Tøjhusmuseets øvrige karrusel-tøj i Arne Hoffs artikel "De danske kongers karusseltøj" i Vaabenhistoriske Aarbøger II s. 176-191. 1937-39.