
» Forside » Udstillinger » Permanente udstillinger » Rustkammersal » Harnisk
Dette harnisk stammer fra Det gottorpske Rustkammer, hvor det kan spores tilbage til et inventarium fra 1650.
Harnisket er blevet tilskrevet Christian II. Baggrunden udsmykningen rundt om halsen, hvor der er ætset en ordenskæde. I kæden hænger den burgundiske orden, "Den gyldne Vlies". I den græske mytologi kunne kongesønnen Jason kun overtage kronen, hvis han hentede et gyldent vædderskind, "den gyldne vlies".
På Christian IIs tid var hans svoger, den tyske kejser, Karl V, ordenssuveræn, og han udvirkede, at Christian II fik tildelt ordenen i 1519 og overrakt den umiddelbart efter det Stockholmske Blodbad 1520. Christian II var så vidt vides den eneste dansker, der modtog ordenen. Efter reformationen kom ingen danskere i betragtning til den, da den var katolsk.
Da rustningen stammer fra ca. 1530, er det muligt, at Christian II har haft den med, da han i 1531 søgte at generobre magten og blev taget til fange. Han blev ført til Sønderborg slot, hvorfra rustningen kan være overført til Gottorp.
Rustningen vejer 24 kilo. I forhold til senere rustninger er den ikke så kraftig. Men den er stor. Og det var Christian II også. I 1804 og i 1874 blev der foretaget anatomiske undersøgelser af hans skelet, og han vurderedes som værende "af kraftig bygning" og af "mere end middel vækst".
© Statens Forsvarshistoriske Museum · Sidst opdateret 18.07.2011