4. Baghold

Baghold

Et centralt element i de sovjetiske specialstyrkers kamp i Afghanistan var infiltration af mujahedinernes forsyningsruter og baghold på forsyningskolonner mm.

Et baghold er, ideelt set, et velforberedt overfald mod en fjendtlig styrke. Bagholdet har en række fordele for angriberen:

• Angriberen vælger tid og sted

• Angriberen udnytter overraskelsesmomentet

• Angriberen har en fastlagt og indøvet plan

• Angriberen kender terrænet bedst

• Angriberen kæmper fra en forberedt stilling

• Angriberen kan afbryde kampen og forsvinde

To baghold i Afghanistan

I det følgende gengives to eksempler på sovjetiske baghold på afghanske guerillaer. Eksemplerne er taget fra en russisk bog om GRU SPETSNAZ i Afghanistan og skal læses med dette in mente. Begge vidner om den skånselsløshed, krigen blev ført med.

Afghanistan, grænsen til Iran,september 1980

September 1980. Et team (14 mand) fra 469. Selvstændige SPETSNAZ Kompagni sendes til området ved grænsen til Iran. Her skal de observere mod tre parallelt gående veje, som fører til grænsen, og lægge et baghold på den mest befærdede af dem.

Efter at helikopterne har sat teamet ned nær den første af vejene, støder man i helt åbent steppeterræn på to fårehyrder, en mand og en ung dreng. Teamlederen løjtnant Mikhalkov giver sin forpatrulje ordre til at fortælle hyrderne, at teamet er udenlandske lejesoldater, som er brudt ud af en russisk blokade ved Herat og nu leder efter en vej ind i Iran. Resten af teamet skal tale på, hvad de nu har lært af fremmedsprog i skolen. Selv taler Mikhalkov tysk. Den ældste hyrde udpeger en retning til andre partisaner. Teamet takker ham og lader ham mod al sædvane gå.

Kort efter indhenter han gruppen og siger, at han i første omgang ikke troede på dem, men det, at han fik lov at gå, har overbevist ham. Han viser nu den rigtige vej til grænsen og udtaler, at hvis bare man kunne få nogle vestlige våben, skulle russerne i Afghanistan nok få at se, hvad rigtig jihad er. Mikhalkov aftaler nu tid og sted for en sådan våbenudlevering, og parterne skilles i bedste fordragelighed. Hyrderne skynder sig hjem for at fortælle om den gavmilde tysker, og teamet slår ind på den anviste vej.

Tæt på grænsen kommer SPETSNAZ-teamet til en tværgående jordvej, som bærer præg af stærk trafik. På den månebelyste steppe kan de kun sløre sig med de store kugler af vissent græs. I det fjerne ser de en hyrdelejr. En lastbil forlader lejren og kommer langsomt hostende hen ad vejen. To SPETSNAZere springer op på trinbrætet og skyder med deres lyddæmpede pistoler chaufføren og vognkommandøren. Så kører de vognen lidt væk fra vejen, omringer den og kommanderer de 30 overraskede mudjahediner ned fra ladet. Også de bliver skudt med lyddæmpede våben. Nogle dræbes med knive. En enkelt spares til afhøring. Han kan fortælle, at der kommer en bil mere. SPETSNAZerne skubber lastvognen længere væk fra vejen og går igen i skjul.

Den næste vogn standses ligesom den første, men den, der skal skyde vognkommandøren, får en fejl på pistolen og bliver selv skudt. Hans makker får dog dræbt afghaneren, men nu er bagholdet røbet, og man likviderer hele køretøjet med en panserværnsraket.

Af frygt for, at der skal komme et undsætningshold ind over grænsen fra Iran, trækker SPETSNAZ-teamet sig væk og afhentes ved daggry af helikopterne, som på vejen væk udsletter hyrdelejren.

(Fra bogen ”SPETSNAZ GRU” af C. Kozlov, Moskva 2000. Resume og oversættelse ved lektor Erik Gram, Forsvarsakademiet.)

Afghanistan, Lashkargakh, januar 1987

Januar 1987. 370. Selvstændige SPETS-NAZ Bataljon fra 22. Selvstændige Brigade i provinsen Gilmend er stationeret i Lashkargakh og har et ørkenterræn på 200 x 300 km som ansvarsområde. Erfaringer fra tidligere har vist, at her giver indsættelse til fods kun magre resultater. Da man i december 1986 havde erobret 9 Toyotaer fra mujahedinerne, beslutter man derfor at tage dem i brug.

Løjtnant Dolzhnikov’s team (af delingsstørrelse) med tre Toyota'er og to lastvogne er på en to ugers ’jagt’ i ørkenen. På hvert køretøj har man et tungt våben (en maskinkanon, et panserværnsvåben eller lignende). Personellet er forklædt som mujahedinere, og man opfører sig som en karavane: Toyotaerne kører først, og 2-3 km bag dem kommer lastvognene.

Allerede inden daggry får man kending af en modkørende kolonne, og da det bliver lyst, ser man også den obligatoriske støvsky. Kolonnerne får øje på hinanden i helt åbent terræn på bunden af en udtørret sø.

Ved synet af de fremmede standser mujahedinerne op, mens SPETSNAZerne lader som om de vil undvige et møde. I virkeligheden har de til hensigt at presse fjenden hen mod et baghold bag en sandbanke ved "søkanten", hvor de har placeret en lastvogn med et tungt maskingevær.

Manøvren lykkes, og da man med solen i ryggen er kommet ind på 700 m afstand, standser man op og åbner omgående ild. To af mujahedinernes fem køretøjer bliver straks sat ud af spillet. Et tredje kører endnu 200 m, inden det bryder i brand.

De sidste to vender om og flygter, men åbner også ild bl.a. med en maskinkanon. SPETSNAZerne har dog en dygtig maskingeværskytte, som nedkæmper mujahedinernes maskinkanon. Og nu kommer lastvognen frem fra sit skjul og afgør sagen. Alle 26 mudjahediner bliver dræbt. SPETSNAZ erobrer tre køretøjer, to maskinkanoner, tre panserværnsvåben og 30 håndvåben. De sovjetiske tab er tre sårede.

(Fra bogen ”SPETSNAZ GRU” af C. Kozlov, Moskva 2000. Resume og oversættelse ved lektor Erik Gram, Forsvarsakademiet.)

                                                                Klik på billederne og se dem i stor format!

5. Specialoperationsstyrker (efter murens fald, den asymmetriske krig, i første linje - det moderne specialoperationsstyrke-koncept)  

[Til Toppen]

Jens Ole Christensen
Museumsinspektør