3. Afghanistankrigen 1979-89

Krigens baggrund

I 1800-tallet mødtes to ekspanderende imperier ved grænserne til Afghanistan, det russiske og det britiske. Afghanistan blev skueplads for den russisk-britiske rivalisering i Asien og Mellemøsten. Briterne førte flere krige mod afghanerne uden at opnå kontrol med landet.

Efter 2. verdenskrig gik det britiske imperium i opløsning, og briterne forlod området. Afghanistan blev i stigende grad en del af sovjetisk interesseområde. Sovjet og Afghanistan knyttede i takt hermed stadig tættere forbindelser.

Afghanistan var i 1960-erne og 1970-erne plaget af politisk ustabilitet med voldsom uro fra henholdsvis radikale venstreorienterede og radikale islamiske grupper.

I 1978 kom det afghanske kommunistparti til magten ved et kup og proklamerede omfattende modernisering af det afghanske samfund efter sovjetisk model. Afghanistan var herefter i hastig opløsning i en borgerkrig, der fra den islamiske side blev defineret som hellig krig ”jihad”; den islamiske side betegnede sig selv som hellige krigere ”mujahedinere”.

Sovjet støttede den afghanske regering med militært materiel, enheder og rådgivere. I 1979 var regeringen så trængt, at Sovjet valgte at intervenere for at stabilisere styret.

For Sovjet var tanken om en kommunistisk regerings fald inden for sovjetisk interesseområde utænkelig; ligeså tanken om en radikal islamisk stat ved Sovjets sydgrænse – med tanke på de islamiske sovjetiske befolkningsgrupper på den anden side af grænsen.

Krigens forløb

Interventionen i Afghanistan blev omhyggeligt forberedt fra sovjetisk side, herunder opbygningen af de specialstyrker der skulle udgøre spydspidsen under invasionen.

Natten mellem den 27. og 28. december 1979 begyndte invasionen. Invasionsstyrkerne fik hurtigt kontrol med en række nøglepositioner. Specialstyrker erobrede præsidentpaladset i Kabuls udkant og dræbte præsidenten; en ny præsident blev hurtigt indsat af Sovjet. Om morgenen 28. december havde de sovjetiske styrker fuld kontrol med Kabul.

Heller ikke den sovjetiske intervention førte til kontrol med landet, men derimod til en voldsom opblussen af borgerkrigen, som nu også blev en guerillakrig mod de sovjetiske besættelsesstyrker.

Alle forsøg på at nedkæmpe guerillaerne viste sig forgæves. Den sovjetiske krigsførelse udviklede sig hurtigt til en massiv ødelæggelse af afghanske landbrugsområder og brutal fordrivelse af områdernes befolkning.

I 1986 lancerede Gorbatjov et program, der skulle ’afghanisere’ krigen og ende med de sovjetiske styrkers tilbagetrækning. I 1988 begyndte tilbagetrækningen, og i februar 1989 forlod de sidste sovjetiske styrker Afghanistan; et ødelagt Afghanistan opløst i borgerkrig.

Traditionelle operationer

Den sovjetiske strategi ved invasionen af Afghanistan i 1979 var baseret på den traditionelle sovjetiske måde at føre krig - den symmetriske krig over for en højteknologisk, tungt udrustet fjende i Europa. Ved et overraskende og hurtigt udført angreb skulle man sikre byer, lufthavne, veje mm. Derpå skulle man bekæmpe guerillaerne ved større operationer.

Den første større operation fandt sted i foråret 1980 i Kunardalen. Operationen blev model for de efterfølgende operationer i Afghanistan: Sovjetisk infanteri massivt støttet af artilleri og kamphelikoptere rykkede frem og pressede mujahedinerne ud af dalen, der blev udsat for omfattende ødelæggelser. Herefter trak de sovjetiske styrker, der ikke havde logistik til at blive i dalen, sig hurtigt tilbage til Kabul-området. Mujahedinerne infiltrerede herefter igen dalen.

De sovjetiske forsøg på at bekæmpe mujahedinerne viste sig hurtigt forfejlede. Krigens asymmetriske karakter trådte hermed frem. De sovjetiske styrker var højteknologiske, tungt udrustede og førte krig på traditionel vis.

Heroverfor stod en primitivt udrustet guerilla, der førte en utraditionel krig i et uudviklet land - og i et meget vanskeligt terræn. Krigen blev ført på taktisk niveau (den enkelte mindre troppeenhed), ikke på operativt (de større troppeformationer). Den enkelte soldats og den mindre enheds evner var det afgørende.

Specielle operationer

Det stod hurtigt klart, at de traditionelle enheder ikke var organiserede, uddannede eller udrustede til den asymmetriske krig mujahedinerne førte, samt at den traditionelle krigsførelse var forfejlet.

I stedet skiftede den sovjetiske strategi. Specialstyrkerne og De luftbårne Styrker blev sat mere direkte ind i kampene i mindre enheder, der skulle kæmpe i første linje; som små, mobile, hurtigt reagerende styrker, der kunne bevare overraskelsesmomentet. Fra midten af 1980-erne var betydelige sovjetiske specialstyrker indsat i Afghanistan. Strategien blev suppleret med systematiske ødelæggelser af mujahedinernes operations­ og baseområder; ødelæggelser der dog primært ramte civilbefolkningen.

SPETSNAZ-enhederne udviklede forskellige taktikker i kampen mod de afghanske guerillaer: Nogle grupper observerede fra skjulte baser højt oppe i bjergene og indhentede efterretninger om mujahedinernes bevægelser. Andre grupper bevægede sig omkring i afghanske dragter, eller blev luftlandsat langt fra deres mål, og infiltrerede så til fods mujahedinernes forsyningsruter. Afhængig af situationen kunne bjergstierne mineres, angribes fra luften eller et baghold kunne etableres.

Specialstyrkerne skiftede hermed fra en traditionel krigsførelse til specielle operationer; eller fra specialstyrker til specialoperationsstyrker.

Specialstyrkerne fortsatte disse operationer gennem hele krigen og viste sig at have en vis effekt mod guerillaerne. Mens kun en begrænset del af de almindelige sovjetiske enheder gjorde tjeneste i Afghanistan, var stort set alle GRU, KGB, PV og MVD SPETSNAZ-enheder efter tur indsat.

Krigens omkostninger

Krig er altid brutal og skånselsløs. Afghanistankrigen er ingen undtagelse, tværtimod. Afghanistankrigen var en krig præget af voldsom brutalitet og skånselsløshed.

I forsøgene på at ramme de asymmetrisk kæmpende guerillaer førte Sovjet en yderst brutal krig, der medførte umådelige lidelser for den afghanske befolkning.

De afghanske mujahedinere førte en skånselsløs krig; en krig, der også i et vist omfang ramte civilbefolkningen. Afghanistankrigen var også en borgerkrig mellem politiske og religiøse kræfter, og mellem etniske grupper.

Det anslås, at mere end 1 million afghanere blev dræbt og mange millioner drevet på flugt til nabolandene og internt. Hertil kommer voldsomme ødelæggelser af landbrugsområder m.m.

De sovjetiske tab anslås til over 30.000 dræbte.

Den asymmetriske krig

Afghanistankrigen ses oftest som en krig i rækken af koldkrigsårenes nationale befrielseskrige, om end med ’omvendt for­tegn’; de nationale befrielseskrige blev som hovedregel ført mellem kommunistiske inspirerede bevægelser, oftest med støtte fra kommunistiske lande, og vestlige kolonimagter eller vestligt støttede regeringer.

Afghanistankrigen passer dog ikke helt ind i denne ramme; krigen er også det første ’rigtige’ eksempel på den ’moderne’ asymmetriske krig; en krig mellem asymmetriske samfundsopfattelser og værdier.

Sovjet og den afghanske regering repræsenterede en kommunistisk, industrialiseret og ikke-religiøs opfattelse. Selv om mujahedinerne var en vidtfavnende politisk-religiøs bevægelse, er det dog næppe forkert at fremhæve hovedparten af den som radikal religiøs, både anti-kommunistisk og anti-vestlig.

Mujahedinerne førte en ’klassisk’ guerilla­krigsførelse. Den moderne asymmetriske krig kan spænde over et bredt felt af midler, herunder også terror.

Efter angrebene på USA den 11. september 2001 har krigen mod terror - eller den asymmetriske krig - afløst den kolde krig som det overordnede trusselsbillede. Den politiske øst-vest konflikt er afløst af konflikten mellem vestlige værdier og religiøs fundamentalisme – og den symmetriske krig af den asymmetriske.

                                 Klik på billederne og se dem i stor format!            

4. Baghold (Baghold, to eksempler fra Afghanistan)  

[Til Toppen]

Jens Ole Christensen
Museumsinspektør