1. Specialstyrker

Koldkrigsårene

”Når det kritiske øjeblik kommer, så husk at 40 udvalgte mænd kan ryste verden”

(Yasotay, mongolsk krigsherre, omkr. 1200).

Specialstyrker er særligt udvalgte, uddannede og udrustede enheder, der kan løse særlige opgaver. Som ovennævnte citat viser, er specialstyrker ikke noget nyt element i krigsførelsen.

Specialstyrker, i den form vi kender dem i dag, hører dog primært 2. verdenskrig og tiden herefter til. I koldkrigsårene, fra slutningen af 1940-erne til begyndelsen af 1990-erne, var specialstyrker en vigtig del af den militære opbygning på begge sider; i øst som i vest.

Den symmetriske krig

I koldkrigsårene var specialstyrkernes opgaver snævert forbundet med den kolde krig mellem øst og vest.

Den kolde krig var kendetegnet dels ved truslen fra masseødelæggelsesvåben (atomvåben, biologiske våben og kemiske våben), og dels ved opbygningen af enorme militære styrker på begge sider. Men også ved, at der var tale om en konfrontation mellem stater og blokke af stater, og mellem militære styrker der havde en høj grad af ensartet organisation, materiel og doktriner. Den kolde krig var en symmetrisk krig; det var moderne industrialiserede stater, der ’førte’ krig mod hinanden, højteknologiske, tungt udrustede militære styrker stod over for hinanden, og ’kamppladsen’ var europæisk område. Den symmetriske krig er en ’krig’ på ressourcer, og evnen til at mobilisere ressourcer – og på evnen til at kunne udføre, henholdsvis modstå, massiv ødelæggelse.

Koldkrigsårenes moralske dilemma var på den ene side truslen fra de enorme lagre af masseødelæggelsesvåben, og på den anden de enorme ressourcer der blev brugt på militære formål i stedet for civil udvikling.

Bag fjendens linjer - det traditionelle specialstyrke-koncept

I koldkrigsårene forventede man, at en krig ville blive udkæmpet langs grænserne mellem øst og vest, mellem massive, tungt udrustede hære, flåder og fly­styrker.

Et altafgørende led i denne krigsførelse var efterretninger om fjenden; fjendens styrke, placering, hensigter, materiel osv. Disse efterretninger kunne indhentes ad mange veje, f.eks. ved opklaring fra fly, signalopklaring – eller ved at indsætte specialstyrker langt bag fjendens linjer.

Specialstyrkernes opgave var således i første række at foretage opklaring mod de fjendtlige styrker med henblik på at skaffe efterretninger, der ikke kunne indhentes ad anden vej. Efterretninger der kunne danne grundlag for at angribe de fjendtlige styrker eller imødegå fjendtlige angreb mest effektivt.

I anden række var opgaven at skabe forstyrrelse i fjendens bagland og angribe mål, der havde stor betydning, f.eks. kommandostationer eller atomvåben. Kampopgaverne var dog generelt sekundære; de efterretninger, specialstyrkerne kunne indhente, var i langt de fleste tilfælde mere værd end den skade, de kunne udrette.

                                                                Klik på billederne og se dem i stor format!

2. Sovjetiske specialstyrker.

[Til Toppen]

Jens Ole Christensen
Museumsinspektør