Ved åbningen af udstillingen "En pragtfuld tid…." vil jeg rette en tak til kolleger for hjælp og støtte, tak til Nationalmuseet, som har konserveret tekstiler og metal. Det er også Nationalmuseet, som har sat uniformerne på giner. En særlig tak til Christian Würgler Hansen, som blev tilknyttet udstillingen som konsulent på grund af sin dekorative kunnen og sit store kendskab til uniformer.
Men først og fremmest en tak til Paul Goudime-Levkovitsch, hvis efterkommere er her til stede i dag. Udstillingens uniformer og de fleste af udstillingens genstande stammer fra denne enestående samling af russiske militaria,
som generalen skænkede Tøjhusmuseet i 1942.
Men hvorfor blev det lige Tøjhusmuseet? Om det skriver generalen selv i et brev til
museet:” Min samling var mit livs mål, min største skat, som jeg med from erindring om min kejserinde har doneret til det land, hvor hun blev født”. I trofasthed mod kejserinde Dagmar forærede han den samling, han i sin
landflygtighed i Frankrig igennem mange år havde bygget op.
Generalen havde villet bevare den kultur, der brutalt var blevet slagtet, da bolsjevikkerne kom til magten. Det var lykkedes nogle officerer at flygte, men 55.000 officerer blev dræbt i årene 1918-1919. Så det blev de overlevende, som havde
ansvar for, at minderne blev givet videre til eftertiden.
Levkovitsch tog utraditionelle metoder i brug ved sin kulturbevaring. For eksempel overtalte han sine officerskammerater til at undlade at lade sig begrave i deres gallauniformer, hvad der ellers var skik og brug. I stedet gav de deres
uniform til hans museum.
Ud over uniformer indsamlede han også uniformstilbehør, malerier, billeder og bøger, som alle var med til at dokumentere den russiske hær i zartiden. Vi har søgt at udstille eksempler på de fleste typer af genstande, der blev overladt museet,
så man kan få et indtryk af, hvilket overflødighedshorn af forskellige former for dokumentation, som samlingen indeholder. Samlingen er nemlig langt større end det, der i øjeblikket er udstillet.
Generalens beslutning om at overdrage sin samling til Tøjhusmuseet blev taget midt under 2. Verdenskrig, så der var nogle vanskeligheder, der skulle overvindes for at få den kostbare last til Danmark.
Først blev genstandene gemt i en kælder i et år, men det lykkedes omsider at få det hele bragt til Cannes og derfra i forseglede jernbanevogne ud af Frankrig og op igennem det krigshærgede Tyskland. At samlingen kom uskadt til Danmark var et
mirakel!
Ved generalens indsamling viser han sin trofasthed mod zartidens russiske hær og den officerskultur, han var en del af - og ved overdragelsen også mod sin kejserinde, Maria Feodorovna, som var identisk med den dansk fødte prinsesse Dagmar.
I denne udstilling, er der en sidehistorie gemt, som også handler om trofasthed. Det er en historie om kejserinde Dagmars livkosak, Timofei Jaschik, som forlod sine fire børn i Rusland for at passe på sin enkekejserinde, da hun
flygtede. Han fulgte hende til hendes død i 1928. Senere blev han dansk gift og fik en købmandsbutik i Valby. Nogle af hans personlige ting er også udstillet, og vi takker den danske familie, i hvis eje genstandene stadig befinder sig,
fordi vi har fået lov at låne dem.
Da jeg fik til opgave at lave denne udstilling stødte jeg i min gennemgang af de efterladte papirer på nogle menneskelige egenskaber, som gik igen hos de involverede personer - en særegen trofasthed både over for deres egen baggrund, stand ståsted og status, men også en respekt over for dem, der var sat til at herske og lede - det gjaldt både for Levkovitschs og for Jaschiks vedkommende.
Man følte, man var tilbage i det positionelle samfund, hvor hver havde sin bestemte plads, som man var glad for, og hvor man var stolt af at gøre det så godt, man kunne på netop denne plads.
Når man er borger i en moderne folkelig nationalstat, hvor lighedsbegrebet er en del af vor selvforståelse, og hvor individualitet, selvrealisering og forandringsparathed er i højsædet, er det spændende og forfriskende at møde andre værdier. Jeg mener ikke, at man bør skrue tiden tilbage eller noget lignende, men det giver stof til at tænke over, hvad der egentlig giver sammenhængskraft i et samfund, og hvori det gode liv består.
Det her nævnte var de overordnede tanker, jeg gjorde mig, inden jeg gik i gang med at lave udstillingen. Men bag udstillingens konkrete udtryk ligger der også nogle andre overvejelser, hvoraf jeg lige vil nævne et par stykker her.
Jeg syntes, det var vigtigt, at et medium, som en udstilling er, talte til flere sanser - man kan tænke på en film. Hvad ville en film være uden musik? Derfor er der også en lydside i udstillingen - så man alt efter temperament enten kan forestille sig, at man galoperer over de russiske stepper eller er til hofbal i Vinterpaladset i St. Petersborg. I en udstilling skal der også være plads til at drømme!
Det var også vigtigt for mig, at der ikke var for meget tekst ved de udstillede genstande, og at man kunne få noget ud af udstillingen uden at vide noget om uniformer i forvejen. Derfor er der blevet lavet et lille hefte. Hvis man ser
en stjerne i teksten ved de udstillede genstande, kan uniformsudtrykket slås op i heftet, så man kan læse om genstandens funktion og historie. Man kan også her se, hvorledes den russiske uniformsmode forholdt sig til den vesteuropæiske. |
