Adjudant
Titlen som adjudant tildeles højere officerer, der bliver knyttet til de forskellige stabe som stabschefens nære medarbejder.
Pynten på adjudantsnoren skal forestille blyanter, fordi en adjudant altid skal være parat til at tage notater.
Attila
Omkring 1850 afløses husarens dolman af en attila. Mens dolmanen er en slags jakke,
der kun går til taljen, går attilaen et lille stykke længere ned. Attilaen er énradet
og lukkes til venstre. Snorebesætningen består som regel af fem rækker husarsnore, der går tværs over brystet mellem rosetter og aflange knapper. Rosetterne kan dog være udeladt, ligesom snorene kan være afsluttet med et kløverbladsornament.
De mange snore, der forbinder knapperne på brystet, stammer fra en ungarsk folkedragt, hvorfra husarbeklædningen kommer.
Dengang var kendskabet til syede knaphuller ikke nået til Ungarn. Derfor lukkede man med snorestropper og små pinde, fastgjort i snore. På husaruniformen udviklede dette sig i 1700- og første halvdel af 1800-tallet sig til en så tæt snorebesætning, at hele brystet blev dækket. I 1860’erne blev snorenes antal reduceret.
Bandolér
Rem over skulderen, hvor der bæres patrontaske eller sidevåben. Bæres både patrontaske- og sabelbandoler,
dannes det såkaldte krydsbandoler. I 1850’erne ophører brug af bandoleret - kun officerer bruger fortsat bandoler med patrontaske til galla.
Beshmet se cherkeska
Casque
I slutningen af 1700-tallet begynder hjelme atter at komme i brug.
Casquen er en læderhjelm med metalbesætning.
Betegnelsen “casque” bruges sjældnere om metalhjelme, som efterhånden afløser læderscasquen under napoleonskrigene.
I 1840’erne indføres en lædercasque over hele Europa, nemlig pikkelhuen*.
Chakot
Chakot er en cylinderformet hovedbeklædning. Den er fremstillet af stift filt og som regel med puld og skygge af lakeret læder. Den kommer i brug omkring 1800. I Rusland fra 1803.
Omkring 1850 bliver chakoten stadig lavere og er ofte betrukket med klæde. Chakoten udsmykkes med behæng af flettede snore (kordons), tresser, kokarde*, pompon, schupper*, fjer osv.
Chapka
Hovedtøj med firkantet puld især anvendt af lansenerer (ulaner). Udviklet efter et polsk, nationalt hovedtøj. Under påvirkning af chakoten bliver chapkaen afstivet, forsynet med skygge og pulden forsynes med låg af lakeret læder.
Efter 1850 får chapkaen under påvirkning af pikkelhuen lav hvælvet puld med firkantet opsats pavillon).
Cherkeska Cherkeska
Kosakkens kjortelagtige klædningsstykke benævnes “cherkeska”.
I brystlommer imiterede patronhylstre. De er minder fra den tid, da kosakkerne var bevæbnet med forladevåben. Hver holder rummede dengang et hylster, der indeholdt krudt nok til eet skud. Da bagladevåben blev taget i brug, bibeholdt man holderne som en del af dragten, hvori der herefter blev båret små pinde med smukt ornamenterede sølvdupper, som passede til de sølvmonterede våben. Til daglig anvendtes pinde med hvide dupper i den ene og sorte dupper i den anden ende.
Under cherkeskaen bæres en kosakskjorte med betegnelsen “beshmet”.
De kaukasiske kosakker bærer meget bløde støvler uden hæle. Kosakkerne bruger ikke sporer.
Chevaliergarde se gardeuniform
Epauletter
Epauletter er udviklet af en art skulderstrop med frynser, som kommer i brug i Europa i slutningen af
1700-tallet. De udvikler sig til et gradstegnssystem for officerer. På epauletten kendetegnes graden oprindelig ved, at den ene eller begge epauletter har frynser af forskellig tykkelse.
I 1763 indførte Katarina II én epaulet i stedet for en skuldersnor til at angive, hvilket regiment man tilhørte.
I 1807 blev der indført epauletter på begge skuldre for officerer. De forblev stort set uændrede til 1917.
Fangsnor
Snor, der forbinder hovedtøj med kroppen. Den skal forhindre, at hovedtøjet mistes, selv om det falder af.
Fangsnoren kan have dekorative kvaster og bliver til sidst parade- eller gallatilbehør.
Flintelås
Geværets antænding sker ved hjælp af en lille flintesten, som er fastgjort på hanen. Når aftrækkeren påvirkes, skraber hanens flint ned langs et stykke stål, så der dannes gnister, som antænder fængkrudtet.
Fløjadjudant
Oprindelig en adjudant* hos den feltherre, der kommanderede en af hærens fløje. Titlen tildeltes i enkelte hære feltmarskaler, arméchefer samt officerer i diplomatisk tjeneste. I dag gives titlen i enkelte lande til stabsofficerer, der er adjudanter hos kongelige personer.
Fouraschkapan
Flad felthue (fouragérhue) uden skygge til daglig brug. En fouragérhue blev oprindelig brugt i Napoleonstiden
til daglig tjeneste i stalde og kaserner i stedet for de høje chakoter.
Indført 1882 i den russiske hær som den reglementerede hovedbeklædning.
Garde se gardeuniform
Gardeuniform
Garden var herskerens personlige tropper. I Rusland var der tradition for, at medlemmer af den
kejserlige familie blev officerer i eller øverstbefalende for garderegimenter - sommetider fik de titlen allerede ved fødslen.
Oprindelig var garden en hær i hæren, idet der for hver type af de forskellige våbenarter også var
gardetropper af samme slags.
Eksempel: Der var både ridende artilleri i felthæren og i garden osv.
De russiske officersuniformer har altid været præget af overdådig pragt, og det gælder i særdeleshed for
garderegimenternes vedkommende.
Det var ikke alene selve uniformen, der var farvestrålende, men også det tilhørende uniformsudstyr som patrontasker* af sølv, bandolerer* i guld eller sølv, guld- og sølvsnore, kvaster og broderier, forgyldte eller forsølvede hjelme og kyrasser.
Zarens livgardehusarregiment havde en af zartidens flotteste uniformer.
Ved parade kunne man efter kommandoen “galop” se en række røde attilaer* komme jagende imod sig. Rækken var næppe kommet forbi, før den ændrede farve og blev hvid som pelsen*, der sad på husarernes skuldre.
Chevaliergarden fik hvid våbenfrakke* i 1801. I hjelmen føres St. Andreasstjernen* i sølv.
Generaladjudant se adjudant
Grenaderhovedbeklædning (mitra)
Speciel hovedbeklædning udviklet af den tophue, som tildeltes grenaderer (granatkastere), fordi den bredskyggede filthat var i vejen, når musketten ved granatkastningen skulle hænges over skulderen. Huen fik efterhånden en sukkertoplignende form med
broderier på forstykket. Omkring 1750 blev det almindeligt at fremstille hele forpladen i metal med ornamenter i relief. Forskellige andre typer som fx bjørneskindshuen blev også udviklet. Denne blev efterhånden den almindeligste,
og grenaderhuen gik næsten af brug
Endnu i 1917 dannede grenaderhuen dog stadig paradehovedbeklædning for det russiske livgarderegiment Pavlovski.
Husar
Let rytteri, der oprindelig blev dannet af ungarske hyrder fra grænseegnene mod øst som værn mod tyrkerne.
I 1740’erne blev der oprettet regulære husarregimenter, først i Østrig-Ungarn og snart derefter overalt i
Europa, også i Rusland.
Husarpels
Husarens såkaldte “pels” er en pelskantet, i begyndelsen også pelsforet, slags jakke, som oprindelig blev
anvendt af husarer som vinterpåklædning. Når pelsen ikke er på, hænger den normalt over venstre skulder. I Rusland dog på begge skuldre.
De mange snore, der forbinder knapperne på brystet, stammer fra en ungarsk folkedragt, hvorfra husarbeklædningen stammer.
Dengang var kendskabet til syede knaphuller ikke nået til Ungarn. Derfor lukkede man med snorestropper og
små pinde, fastgjort i snore. På husaruniformen udviklede dette sig i 1700- og første halvdel af 1800-tallet sig til en så tæt snorebesætning, at hele brystet blev dækket. I 1860’erne blev snorenes antal reduceret.
Kammerherre
Ved hoffet havde hver rang sin egen uniform - jo højere rang, jo mere guldbroderi.
Der var forskel på uniformer til dagligt brug, baller og ceremonielle lejligheder.
Ved ceremonier skulle kammerherrer, ud over kammerherrejakken, også bære lange hvide bukser.
Ved baller skulle bæres knæbukser og hvide silkestrømper.
Jakkerne blev lavet i St. Petersborg, og prisen var meget høj.
Kartouche
Patrontasken bliver indført samtidig med papirspatronerne. For at patronerne ikke skal ødelægges af tryk eller fugt, er tasken fremstillet af stift læder og forsynet med låg, der rager ud over taskens kanter. Da metalpatroner til bagladevåben tages i brug formindskes patrontasken og er for det meste til pynt, udført i metal med smukke dekorationer.
Den såkaldte kartouche er en lille patrontaske. Betegnelsen “kartouche” bruges især om rytteriets og beredne
officerers patrontasker.
Kindjal
Kindjal er et våben fra Kaukasus. Findes både som et kort sværd og som her i daggertstørrelse.
Kindjalen har som regel en lige klinge, men kan undertiden være svagt krummet ud mod spidsen. Dens greb er dannet af horn- eller benplader fastnittet til angelen. Fæstet kan også være beklædt med rigt ornamenteret sølvblik.
Kiver
Kiveren er en chakot*type. Da den høje chakot var upraktisk i kamp, blev der i 1812 i Rusland som det første land designet den halvt så høje kiver. Kiveren havde succes og bredte sig lynhurtigt til andre lande i Europa. Blev også indført i den danske hær kort efter Napoleonskrigenes ophør. Kiveren kan stadig spores i vore dages uniformskasketter bl.a. i den russiske hær i dag.
Kokarde
Kokarden var oprindelig en dekorativ sløjfe på den trekantede hat*. Under Den Franske Revolution blev den tegn på
patriotisk sindelag, og dens farver blev nationalfarverne. Herefter blev kokarden nationalt symbol. Farverne var fyrstehusets eller de nationale farver.
I Rusland var kokarden i zarfamiliens sort-orange-hvide (sølv) farver.
Kosak
Rusland har altid været kendt og frygtet for sine kosakregimenter.
Kosak betyder en fri og uafhængig person. Kosakkernes historie går tilbage til 1400-tallet, hvor de som
bortløbne slaver levede sammen med andre folkeslag ved Moskoviens grænse. De levede i militært organiserede, frie fællesskaber under en valgt leder. Som følge af økonomisk og politisk kaos i 1500-tallet blev kosakkernes
livsstil nærmest en massebevægelse, og frem til Den Russsiske Revolution opstod der 11 kosakhære bl.a. ved Dnjepr, Don og Kuban.
Kosakker støttede bondeoprør, ledede Ukraines løsrivelse fra Polen og kom efter 1654 til at tjene zaren.
Størstedelen af kosakkerne bar hærens regulære uniform. Nogle regimenter, især kaukasiske - her iblandt kubankosakker - dog en specialuniform af facon som
nationaldragten.
Kosakkerne var dygtige ryttere, og med deres hurtige heste var de velegnede som let kavaleri. De blev sat ind
mod oprørsbevægelser og stod for Ruslands erobringer i bl.a. Sibirien og Kaukasus (området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav).
Som belønning fik de tildelt særrettigheder af zaren fx særstatus i hæren, ret til erobrede jorder, til
selvstyre og til forvaltningsopgaver i grænseregionerne.
I 1917-20 kæmpede kosakkerne indædt mod bolsjevikkerne.
Kyrassér
Tungt rytteri. Adskiller sig fra de øvrige rytterregimenter ved at være iført kyras og hjelm af jern eller
messing.
Lansenér
Let rytteri. Adskiller sig fra de øvrige rytterregimenter ved at være bevæbnet med lange trælanser.
Livgarde se gardeuniform
Livkosak
Kejserinde Dagmars livkosak (livvagt), Timofei Jaschik, blev født i Kubanobsky i 1878. Han voksede op i en kosakfamilie og blev fra barnsben opdraget til at blive kosak. Han blev af zar Nikolaj II udvalgt blandt alle kubankosakker
til at blive en af hans livkosakker, hvilket var en meget stor ære.
I 1915 blev Jaschik enkekejserinde Dagmars livkosak.
Jaschiks russiske kone blev dræbt under revolutionen, og han efterlod fire børn i Rusland, da han trofast fulgte enkekejserinden i landflygtighed. Efter Dagmars død blev han i Danmark og giftede sig. Han fik en købmandsforretning i Valby og døde i 1946.
Marineuniform
Peter den Store havde i sin tid indført mørkegrøn uniform for sine søofficerer. Med tiden var det imidlertid
blevet skik at bære en så mørk uniform som muligt, hvorfor den russiske søofficersuniform, på trods af bestemmelserne, var blevet sort
Mindetegn
Regimentsemblemer og mindetegn kom i brug i 1850’erne og fortsatte i stor stil til 1917. Mindetegnene, der
udmærkede sig ved meget kreativitet og opfindsomhed, blev ofte introduceret i forbindelse med et regimentsjubilæum. Normalt blev de udformet af regimentets øverstbefalende. Da man ved disse mindetegn søgte at vise højdepunkter fra
regimentshistorien, visualiserede mindetegnene på denne måde russisk militærhistorie.
Man regner med, der fandtes omkring et tusind forskellige typer, men mange blev smeltet om efter flugten
efter revolutionen, og mange blev tilintetgjort i borgerkrigen 1917-21, da det blev farligt at eje zartidens symboler.
Pagekorps
Pagekorpset blev uddannet i en fornem militær uddannelsesinstitution, som uddannede pager til
tjeneste ved hoffet og officerer til hæren. En lille del af de færdiguddannede kom dog til at gøre tjeneste i diplomatiet eller i det civile liv.
For at blive optaget i korpset uden prøve skulle man enten være personlig udpeget af zaren eller søn af en officer,
der var blevet dræbt i et slag for Rusland. De øvrige skulle dels bestå en adgangsprøve og dels være sønner eller sønnesønner af en person fra en af statens tre højeste rangklasser.
Pagekorpset blev grundlagt i 1711. Fra 1759 blev Pagekorpset af kejserinde Elisaveta Petrovna formelt gjort til en uddannelsesinstitution. I 1802 fik det af zar Alexander I navnet: ”Hans Kejserlige Majestæts Pagekorps”. Dette
navn havde korpset til revolutionen i 1917.
Korpsets emblem var et hvidt malteserkors. Dette emblem bar de, fordi malteseridderordenen
havde holdt til i den bygning, korpset fik tildelt i 1810.
Papaha
Kosakkernes hovedbeklædning var som regel en høj pelshue, der hed en papaha. Pulden i denne kunne være af forskellig farve efter regimenterne
Pels se husarpels
Perkussionslås
I 1800-tallet fandt man frem til kemikalier, der eksploderede med gnister, når man slog på dem. Dette banede
vejen for perkussionsantænding (perkussion betyder slag, stød). Nu kunne hanen ved aftræk ramme en fænghætte, der eksploderede og antændte krudtladningen.
Pikkelhue
I 1840’erne begynder man at bruge pikkelhue. Pikkelen er en spids genstand på toppen af hjelmen. Pikkelhuen fremstilles både af læder og metal og bæres af både infanteri og rytteri. I Rusland har pikkelen et cylindrisk sokkelparti med en brændende granat over sokkelen.
Pikkelhuen forbindes normalt med den prøjsiske hær, men blev oprindelig tegnet af den franske kunstmaler Vernét til den russiske zar i 1831, men blev først indført i den russiske hær i 1846.
Fra 1855 ses pikkelhuen i Rusland kun hos garden.
Plumage
Besætning af strudsfjer langs den trekantede* hat. Udviklet af den fjerudsmykning, der tidligere blev båret
på hatten. Plumage bliver efterhånden et kendetegn for de højeste grader.
Rabatter
Reverslignende besætning på uniformens bryst. Blev oprindelig brugt til at knappe hen over brystet i koldt
vejr, men blev til sidst kun brugt til pynt.
I Rusland blev der indført rabatter i 1760. Sammen med kraver og opslag havde regimenterne deres egen
farve på disse tre uniformsdele. Regimentschefen bestemte på det tidspunkt selv regimentets farve.
Senest blev rabatter anvendt på gallauniformer.
Ringkrave
En ringkrave er en halvmåneformet metalplade, der tidligere var et officerskendetegn. Den er udviklet fra
middelalderrustningens halskrave.
I slutningen af 1870’erne begynder man i Tyskland og Rusland at indføre ringkraver som
regimentshæderstegn.
I vore dage anvendes ringkraven flere steder som kendetegn for vagthavende officerer, kasernevagter o.l.
Sabeltaske
Sabeltasken bæres i remme ved sabelgehænget. Den var oprindelig tilbehør til den ungarske folkedragt. I
sabeltasken bæres fx breve og meddelelser.
Sabeltasken er i perioder meget populær og bæres også af andre end husarer.
Schaschka
Schaschkaen er et kosakvåben. Håndgrebet er uden beskyttende parerplade. I angrebet - rytterchoket - svinges schaschkaen i strakt arm over hovedet og hugger bagud mod sin modstander, når han er passeret - derfor den manglende beskyttelse af hånden - rytterens fart og smidighed er beskyttelsen.
I modsætning til de europæiske sabler bæres schaschkaen med æggen opad.
Verdens sidste rytterangreb med blanke våben blev gennemført af kosakker i 1944, hvor en rytterstyrke på 4000
mand nedkæmpede et befæstet tysk jernbaneknudepunkt.
Schupper
Metalbeslag på remme, især på kyras, hjelm og chakot. Har til formål at forhindre, at remmene hugges over.
Skulderklap
Et aflangt stykke stof, der er syet på uniformsjakken. Det er syet ind i ærmesømmen på skulderen og kan knappes ved kraven.
Oprindelig bæres kun én skulderklap på uniformen, nemlig der, hvor bandoleret* bæres.
Omkring 1800 kommer der to skulderklapper, fordi krydsbandoleret bliver almindeligt.
Skulderklapper får efterhånden øget betydning. De kan både tjene som kendetegn, eller de kan
bære gradstegn eller afdelingsnummer.
Under belejringen af Sevastopol under Krimkrigen (1853-56) kunne de russiske officerer ikke blive forsynet med deres lange frakker og kapper og måtte derfor bruge de meniges. De menige bar de almindelige skulderstropper med
afdelingsnumre, men for at kunne kende officererne, fik de sidstnævnte derfor på skulderklapperne syet deres egne guld- eller sølvtresser, stjerner og andre dekorationer fra deres epauletter*. Disse flot dekorerede skulderklapper er
begyndelsen til et distinktionssystem, som efterhånden forfines og breder sig til flere europæiske lande, og som efter 1917 afløser epauletten* i Rusland.
St. Andreas orden
St. Andreasordenen var Ruslands første og fornemste orden. Den blev indstiftet af Peter den Store
i slutningen af 1690’erne.
St. Andreassordenens hovedkarakteristikum er en dobbeltørn. Hen over ørnen ses et blåt St. Andreaskors. Dette kors har form som et kryds og er forsynet med et bogstav i hvert hjørne: SARP. Bogstaverne står for: Sanctus Andreas Russiae Patronus.
Dette St. Andreaskors kan også være placeret i midten af en stjerne, den såkaldte St. Andreasstjerne
Supervest
Et rigtigt kyras var ret tungt og besværligt at bære til fester ved hoffet, så i stedet for det egentlige
kyras indførtes til galla en såkaldt supervest af rødt klæde i stedet for. Sådanne superveste blev også indført i Danmark i 1858.
En supervest er en overklædning, der er udviklet af den kjortel, som i middelalderen blev båret over rustningen. Den bibeholdes til uniform til ceremonielt brug, men skrumper med tiden ind til at blive en kyrasagtig overklædning af stof.
Trekantet hat
Omkring 1700 bliver det mode at fæstne den brede skygge på datidens filthat på tre sider, så hatten set fra
oven ligner en ligesidet trekant. Men midt i 1700-tallet begynder man at trække den forreste spids opad, og denne tendens fortsætter. Efter 1800 vokser hatten i højde, men bliver nu upraktisk i blæsevejr, hvorfor man begynder at bære den
med det venstre hjørne fremad.
Efter 1850 skrumper hatten atter ind og bliver til den hat, som i dag bæres af generaler, admiraler og
embedsmænd i galla. Den går nu også under navnet “sovsekande”. Til “sovsekandens” udsmykning hører som regel en kokarde*, der holdes på plads af en dobbeltsnor (krampe), som knappes over en knap på opklapningen.
Våbenfrakke
Betegnelse for den jakke eller frakke, der i 1840’erne begynder at afløse uniformskjolen. Kjolen går som
kjolen i “kjole og hvidt” til taljen med lange skøder bagtil, mens våbenfrakken går længere ned end taljen og har samme længde både foran og bagved.
Våbenfrakken kan have én eller to rader knapper og har opretstående krave.
I Rusland optræder våbenfrakken første gang under Krimkrigen 1853-56.
| 
