Jagtlovgivning

Kongens jagtinteresse betød nye planer med Dyrehaven, men projektet nåede ikke at blive gennemført. I sin skrivekalender opnoterede han nøje, hvor længe hjortene løb, hvor de blev fanget, og hvor stort et gevir de havde. Efter jagterne afholdtes såkaldte jagtretter, hvor deltagere, der havde forsyndet sig mod skrevne eller uskrevne regler, blev straffet på en for datiden fornøjelig måde. Straffen kunne bl.a. være bøder eller en form for korporlig afstraffelse. At jagten betød meget for Christian V, viser også jagtforordningerne af 1683 og 1688. Disse forordninger slog fast, at jagtretten var forbeholdt dem, der havde privilegeret gods samt yderligere et vist antal bøndergårde som tilsammenskulle være på over 100 tdr.htk. Der blev indført strenge regler for, hvem der måtte holde skytte, og hvorledes jagtbetjente skulle være uniformerede. Alt sammen for at tilsikre, at der var vildt nok til de kongelige jagter. Bøderne viser, med hvilken alvor kongen betragtede brud på loven. For en godsejer kunne det bogstaveligt talt koste ejerskabet af en landsby at forgribe sig på en af kongens kronhjorte.

Den sidste jagt

Kongen ældedes hurtigt. I slutningen af 1690'erne var han ofte for træt til aktivt at deltage i jagterne til hest, men han fulgte med i en lille jagtvogn eller opholdt sig i et jagthus i Dyrehaven, hvorfra han overværede jagternes afslutning. Det var her kongen den 19. oktober 1698 i sin svækkede tilstand kom ud for en ulykke, idet han forlod sit jagthus for at deltage i afslutningen på en parforcejagt. Da kongen gik hen mod hjorten for at give den dødsstødet, sprang den op og væltede kongen, som faldt på venstre hofte, der var svækket. Da hjorten for anden gang sprang op, sparkede den med bagbenet og ramte kongens venstre fod så hårdt, at man mente, at der var tale om et benbrud. Hjorten blev dræbt, og dens gevir kom på Kunstkammeret. Kongen kom sig aldrig over uheldet. Helbredet blev forværret, men til det sidste bevarede han interessen for sine heste. Den 1. april 1699 blev kongen båret ned i ridehuset kl. 8 om morgenen. Her lod han sine heste passere forbi indtil kl. 12. Christian V døde den 25. august. Ved hans begravelse udfoldede der sig et storslået begravelsesritual. Der er ikke bevaret billedgengivelser af ligfærden, men der findes en malende beskrivelse, hvoraf det fremgår, at de kongelige heste deltog i processionen.

Enevældens byrde

Vi ved fra en række personlige optegnelser og breve, hvilke mål kongen havde. Pligtskyldigt bar han livet igennem arven efter faderen. Hans indsats blev at gennemregulere og ordne det danske samfund, så det kom i overensstemmelse med Kongelovens tanker. Men ét var en langsom ændring og tilpasning, noget andet var den europæiske virkelighed. Kongen erkendte, at der måtte være en balance mellem hans principielt uindskrænkede magt og administrationen. Det lykkedes ikke for Christian V at løse disse problemer, ligesom det heller ikke lykkedes for ham at løse landets udenrigspolitiske problemer. Alligevel skabte han et samfund, der var indrettet til den enevældig styreform. Hans lovgivning dannede grundlag for en ensartet skatteudskrivning og lige magtudøvelse, hvilket var et nødvendige fundament for en stærk central statsmagt. Den oprindelige rytterstatue af Christian V på Kongens Nytorv i København fremstillet af den franske billedhugger Abraham-César Lamoureux giver et godt billede af kongen, som han ønskede, eftertiden skulle mindes ham. Som romersk imperator og sejrherre, der højt til hest tramper på avind (misundelsen). Statuen blev rejst i 1687 som midtpunkt på en central plads, der skulle omkranses af adelspalæer, således at kongen kunne blive midtpunkt i en by, der var enevoldskongen værdig. Men materialet, statuen var fremstillet af, viser, at det var sparetider, og at ikke alt var, som det burde være. Statuen var af bly, og er som enevælden langsomt sunket sammen. Den oprindelige statue befinder sig i dag opmagasineret og opklodset på Tøjhusmuseets magasin.

Litteratur:

Askgaard, F. & Stade, A.: Kampen om Skåne, 1983.

Conrads, N.: Ritterakademien der frühen Neuzeit, Göttingen 1982.

Eller, P.: Frederiksborghesten og Det Kongelige Frederiksborgske Stutteri, 1981.

Friis, H.: Den kongelige Stald-Etat, 1947.

Glete, J.: Navies and Nations, Stockholm 1993.

Losman, A.: Karolinen Nils Bielke som kulturpersonlighet, Karolinska Förbundets Årsbok 1983.

Mourey, G.: Le livre des Fêtes Francaises, Paris 1930.

Rangstrøm, L.: Riddarlek Och Tornspel, Stockholm 1992.

Scheel, H.: Den Danske Jagt, 1947.

Weismann, C.: Vildets og jagtens historie i Danmark, 1931.