På den modsatte kyst var den svenske hær også parat til at sætte over Sundet. Begge parter afventede det søslag, som skulle afgøre, i hvilken landsdel der skulle kæmpes. Svenskerne havde sendt en vældig flåde i søen, men senere end den danske. Først spærrede en dansk flåde for den svenske flådes udsejling af Østersøen. Senere den 1. juni 1676 nedkæmpede en dansk- nederlandsk flåde den svenske ved Øland. Hermed var den svenske flåde sat ud af spillet for resten af året. Derfor kunne den danske flåde landsætte hæren i Skåne. Kamphandlingerne her gik set med danske øjne godt, men de bestyrkede også Christian Vs tro på sin egen enevældige fuldkommenhed, hvad der medførte, at hertug Hans Adolf nedlagde sin kommando på grund af kongens indblandinger. Kongen ville nu også være sin egen general. Samtidig med bruddet med hertugen sendte kongen hæren i vinterkvarter og tog til København for at lade sig hylde som sejrherre. For Christian V havde felttoget været en vellykket sport. Imens lykkedes det svenskerne at rejse en ny hær, der på ny rykkede ind i Skåne. Efter nogle meget velgennemførte danske manøvrer og marcher var den svenske hær så udmattet og udsultet, at alt tydede på at den var ved at at gå i opløsning. Dette fremgår bl.a. af, at den svenske konge og mange af den svenske hærs officerer om natten før slaget ved Lund den 4. december 1676 skrev testamenter. De regnede med at dø i slaget, men samtidig var stemningen i den svenske hær, at man skulle sejre eller dø. Slaget ved Lund blev det sidste, hvor en dansk konge gik til angreb i spidsen for sin hær. Det blev samtidig et utroligt blodigt slag med selv for samtiden uhyggelige tab (ca. 8.000 mand). Det normale var tilbagetrækning under kamp eller flugt for at bevare hærene nogenlunde intakte. Christian V ville ved en sejr have haft mulighed for at diktere en separat fred. Men kongen fejlede. Han flygtede fra slagmarken, men sagde til sine ledsagere for dog at bevare ansigtet, at de skulle ride langsomt gennem Landskrona. Kongen havde ved at lægge sig ud med sin professionelle overgeneral ofret den danske hær. Efter slaget ved Lund ophørte den danske hær så at sige med at eksistere. Herefter var det nødvendigt at rejse en ny dansk hær, hvilket lagde store byrder på befolkningen. Krigen trak i langdrag, uden at det var muligt for nogen af parterne atfremtvinge en afgørelse. Den danske flådes sejr over den svenske i Køge Bugt den 1. juli 1677 gjorde det umuligt for Sverige at føre krigen til Danmark. I sidste ende blev det som Griffenfeld havde spået. Frankrig afgjorde krigen og dikterede fredsvilkårene - endog uden at spørge svenskerne. Det ægteskab Griffenfeld tidligere havde aftalt mellem den svenske kong Karl XI og Christian Vs søster Ulrikke Eleonora blev gemmemført som en forsoning efter krigen og som optakten til fred. De nordiske lande havde igen slået hinanden ud. For begge lande begyndte en ny reformtid, der grundlæggende havde til formål at gennemmilitarisere staten således at forstå, at statens kræfter først og fremmest gik til at opretholde et militært beredskab. For Danmarks vedkommende udmøntede det sig i en sand strøm af forordninger, reformer og love, der cementerede den danske enevælde.
Freden
For Christian V var slaget ved Lund en traumatisk oplevelse. Kongen deltog ikke i flere kamphandlinger under Skånske Krig. Efter freden var den første større statshandlig at sende prinsesse Ulrikke Eleonora til Sverige. Dette indledtes med, at en svensk gesandt, Johan Gyllenstierne, kom til København. Her blev som led i festlighederne i anledning af det forestående bryllup arrangeret en formen karrusel. Karrusellen var en tro kopi af den, Christian V havde oplevet i Paris. Blot var der her kun to partier: kongens og prins Jørgens (kongens broder). At det var en kærkommen lejlighed for københavnere til at slappe af oven på krigensulykker, viser øjenvidneskildringer, der beretter om, at folk tog tagsten ud af deres tage for at få et bedre udsyn til festlighederne. Karrusellen bestod ud over de almindelige discipliner som ringridning, hovedrennen og quintanløb også af kast med lerkugler mod skjolde, samt et komisk indslag, hvor staldknægte med en spande over hovedet med øjenhuller i med lanser skulle støde hinanden af heste. Efter karussellens afslutning afholdtes præmieuddeling og derefter dyrekampe mellem bjørne, hunde, tigre og tyre. Hvorledes sådanne karusseller har set ud, har vi i dag et glimrende indtryk af gennem bevarede manuskripter, samt ikke mindst en række malerier, der viser Christian V som karusselrytter. Den 1. maj drog bruden af sted. Som udstyr havde hun bl.a. fået syv syvspand. Hvert spand i samme farve. En imponerende gave, der var mulig takket være et enestående avlsarbejde. Set med Christian Vs øjne og også udlandets var det danske enevoldshof temmelig tarveligt, specielt sammenlignet med det franske. Lad være, at kongen ikke forstod sig på statssager, udenrigspolitik og krig. Enevoldsmagt og pragt kendte han, og han vidste, hvad der skulle til: heste. Udgangspunktet for dansk hesteavl var efter krigene med Sverige i 1660 det dårligst tænkelige. Svenskerne havde taget de bedste danske heste og andre løb bogstaveligt forvildede rundt på landet. Den første indsats efter fredsslutningen var for Det kongelige Stutteri på Fredriksborg, som vi i dag kalder det, derfor blot at indfange hestene og tælle dem.
Stalde og stutterier
Danske konger før Christian V havde også interesseret sig for heste og for hesteavl. Men arbejdet var ikke systematiseret, og under avlsarbejdet var der ikke taget hensyn til hestenes farve. Det blev nu de kongelige stutteriers opgave at levere spand af heste, der var ens i farve, aftegninger og størrelse, til hoffet. Christian Vs indsats gjorde den danske hest og de danske stutterier berømte over hele Europa. Stutteriernes opgave var dog først og fremmest at levere ride- og køreheste til de kongelige stalde. De kongelige staldes store hestebesætninger omfattede mange hesteracer og brugstyper, ligesom alle farver var repræsenteret. Christian V forsøgte at rendyrke følgende farver: hvid, hvidgrå, blåskimlet, sort, brun, rød, gul, tigret og broget. Som skole- og manegehest anvendtes først og fremmest Frederiksborghesten. Til parforcejagterne avlede man på en grundstamme af engelske heste, og som væddeløbere brugtes de såkaldte coureurs, der også var af engelsk oprindelse. Derudover var der spændheste til de tunge kongelige karosser. De var af en blandet race. Rustvognshestene, dvs. de heste, der trak bagagevognene, var mindre og af tarveligere kvalitet. Christian V fulgte levende med i avlen og i administrationen af de kongelige stalde og stutterier.
Rejserne og jagtglæde
Efter at krigen var afsluttet, kunne kongen igen beskæftige sig med sine yndlingsinteresser: jagt og ridning. Statssagerne blev dog ikke forsømt; der kom stadig grundlæggendereformer, som prægede det danske samfund i århundreder. Lykkeligvis byggede reformerne på et langt og omhyggeligt embedsmandsarbejde. Af kongens dagbøger fremgår det, at megen tid blev brugt på rejser. At kongen var glad for fart og tempo på rejserne, var noget befolkningen lagde mærke til. Mest berømt i samtiden var nok Norgesrejsen i 1685. Under denne rejse tilbagelagde kongen 4.500 km på 66 dage en bemærkelsesværdig præstation datidens veje taget i betragtning. Rekorden for en enkelt dags rejse sattes den 29. juni 1681, da kongen på én dag rejste fra København til Kolding. Ud over kongens egne optegnelser om sine rejser og sine jagter findes der en engelsk skildring af samtidens Danmark, som det tog sig ud set med en engelsk diplomats øjne. i 1694 publicerede Robert Molesworth "An account of Denmark as It was in the Year 1692". Hans vurderinger af den unge danske enevælde var, at det var en stabil styreform. Under sit ophold beså Molesworths naturligvis også de kongelige stalde og stutterier. Christian Vs parforceheste var engelske coureurs, men overstaldmesteren Anton Wolf v. Haxthausen var så glad for den danske Frederiksborghest, at han væddede med Molesworth om, at en af hans heste kunne tilbagelægge strækningen fra København til Hillerød på under 45 minutter. Væddemålet gjaldt 1.000 hollandske dukater, og betingelserne var, at gesandten skulle udvælge én blandt fem heste, der så skulle løbe 14 dage senere, samt at alle hegn på ruten skulle være åbne. Hvor meget en sådan begivenhed betød, ses af, at kongefamilien, hoffet og det meste af byen overværedeløbet. Hesten, en tigret hingst af Fredriksborgracen, klarede løbet på 43 minutter, men faldt død om, da den blev ført ind i stalden. Det var almindeligt, at kongen og hans følge red heste til døde enten i forbindelse med ilsomme rejser eller på parforcejagtere, så tabet af hesten var til at bære. At man i samtiden anså hestens præstation for noget ganske usædvanligt, ses af, at hesten blev udstoppet og anbragt i Kunstkammeret. Forholdet mellem Molesworth og von Haxthausen blev siden aldrig godt, og Molesworth måtte forlade Danmark bl.a. på grund af fornærmelser mod von Haxthausen. Kongens interesse for heste og dressur kom til udtryk i en i europæisk sammenhæng enestående samling af malerier, der viser kongen, hans broder prins Jørgen og andre hoffolk udføre springene i skolen over jorden.
Derfor kunne den danske flåde landsætte hæren i Skåne. Kamphandlingerne her gik set med danske øjne godt, men de bestyrkede også Christian Vs tro på sin egen enevældige fuldkommenhed, hvad der medførte, at hertug Hans Adolf nedlagde sin kommando på grund af kongens indblandinger. Kongen ville nu også være sin egen general. Samtidig med bruddet med hertugen sendte kongen hæren i vinterkvarter og tog til København for at lade sig hylde som sejrherre. For Christian V havde felttoget været en vellykket sport. Imens lykkedes det svenskerne at rejse en ny hær, der på ny rykkede ind i Skåne. Efter nogle meget velgennemførte danske manøvrer og marcher var den svenske hær så udmattet og udsultet, at alt tydede på at den var ved at at gå i opløsning. Dette fremgår bl.a. af, at den svenske konge og mange af den svenske hærs officerer om natten før slaget ved Lund den 4. december 1676 skrev testamenter. De regnede med at dø i slaget, men samtidig var stemningen i den svenske hær, at man skulle sejre eller dø. Slaget ved Lund blev det sidste, hvor en dansk konge gik til angreb i spidsen for sin hær. Det blev samtidig et utroligt blodigt slag med selv for samtiden uhyggelige tab (ca. 8.000 mand). Det normale var tilbagetrækning under kamp eller flugt for at bevare hærene nogenlunde intakte. Christian V ville ved en sejr have haft mulighed for at diktere en separat fred. Men kongen fejlede. Han flygtede fra slagmarken, men sagde til sine ledsagere for dog at bevare ansigtet, at de skulle ride langsomt gennem Landskrona. Kongen havde ved at lægge sig ud med sin professionelle overgeneral ofret den danske hær. Efter slaget ved Lund ophørte den danske hær så at sige med at eksistere. Herefter var det nødvendigt at rejse en ny dansk hær, hvilket lagde store byrder på befolkningen. Krigen trak i langdrag, uden at det var muligt for nogen af parterne atfremtvinge en afgørelse. Den danske flådes sejr over den svenske i Køge Bugt den 1. juli 1677 gjorde det umuligt for Sverige at føre krigen til Danmark. I sidste ende blev det som Griffenfeld havde spået. Frankrig afgjorde krigen og dikterede fredsvilkårene - endog uden at spørge svenskerne. Det ægteskab Griffenfeld tidligere havde aftalt mellem den svenske kong Karl XI og Christian Vs søster Ulrikke Eleonora blev gemmemført som en forsoning efter krigen og som optakten til fred. De nordiske lande havde igen slået hinanden ud. For begge lande begyndte en ny reformtid, der grundlæggende havde til formål at gennemmilitarisere staten således at forstå, at statens kræfter først og fremmest gik til at opretholde et militært beredskab. For Danmarks vedkommende udmøntede det sig i en sand strøm af forordninger, reformer og love, der cementerede den danske enevælde.
Karrusellen var en tro kopi af den, Christian V havde oplevet i Paris. Blot var der her kun to partier: kongens og prins Jørgens (kongens broder). At det var en kærkommen lejlighed for københavnere til at slappe af oven på krigensulykker, viser øjenvidneskildringer, der beretter om, at folk tog tagsten ud af deres tage for at få et bedre udsyn til festlighederne. Karrusellen bestod ud over de almindelige discipliner som ringridning, hovedrennen og quintanløb også af kast med lerkugler mod skjolde, samt et komisk indslag, hvor staldknægte med en spande over hovedet med øjenhuller i med lanser skulle støde hinanden af heste. Efter karussellens afslutning afholdtes præmieuddeling og derefter dyrekampe mellem bjørne, hunde, tigre og tyre. Hvorledes sådanne karusseller har set ud, har vi i dag et glimrende indtryk af gennem bevarede manuskripter, samt ikke mindst en række malerier, der viser Christian V som karusselrytter. Den 1. maj drog bruden af sted. Som udstyr havde hun bl.a. fået syv syvspand. Hvert spand i samme farve. En imponerende gave, der var mulig takket være et enestående avlsarbejde. Set med Christian Vs øjne og også udlandets var det danske enevoldshof temmelig tarveligt, specielt sammenlignet med det franske. Lad være, at kongen ikke forstod sig på statssager, udenrigspolitik og krig. Enevoldsmagt og pragt kendte han, og han vidste, hvad der skulle til: heste. Udgangspunktet for dansk hesteavl var efter krigene med Sverige i 1660 det dårligst tænkelige. Svenskerne havde taget de bedste danske heste og andre løb bogstaveligt forvildede rundt på landet. Den første indsats efter fredsslutningen var for Det kongelige Stutteri på Fredriksborg, som vi i dag kalder det, derfor blot at indfange hestene og tælle dem.