Enevoldskonge

Frederik III døde pludselig den 9. februar 1670. I overensstemmelse med Kongeloven overtog Christian øjeblikkelig kongeværdigheden, men som der stod i Kongeloven, skulle den ny konge salves, for "jo før jo bedre at annamme og bekomme Guds velsignelse og Herrens kraftige bistand". Salvingen fandt sted den 7. juni 1671 i Frederiksborg Slotskirke, hvor Christian V gik kronet ind i kirken og blev salvet. De tilstedeværende måtte før salvingen bl.a. påhøre en oplæsning af Kongeloven. Christian var kun 24 år, da han arvede tronen. Han var for befolkning og regering et ubeskrevet blad.

Kongens mænd

Christian arvede også sin faders rådgivere og ministre, herunder den borgerlige Peder Schumacher, der var forfatteren af Kongeloven. De første fem år af kongens regeringstid blev en hæsblæsende reformperiode. Formålet med reformerne var tosidige. Kongen ønskede ligesom sin fader, dels at begrænse den gamle danske adels magt, dels at styrke kongemagten. Ydermere ønskede kongen et bedre grundlag for skatteudskrivningen. Det første beskedne skridt på vejen til at ophøje den enevældige konge var en forordning fra 25. maj 1671 om oprettelsen af en greve- og friherrestand. Samme år indstiftedes Dannebrogsordenen, og Elefantordenens statutter fornyedes. Formålet med disse skridt var at gøre det klart, at ære og værdighed ikke alene var bestemt af fødsel, men af kongens nåde. Disse forordninger og bestemmelser indordnede det enevældige samfund i grader af fornemhed, dvs. rangklasser, hvor den enevældige konge stod på magtens top og bestemte, hvor alle andre skulle indplaceres. Det gamle adelsbegreb der var snævert forbundet med jordbesiddelse, blev nu afløst af et adelsbegreb, hvor statstjenerforholdet var afgørende. En borgerlig embedsmand var nu højere placeret i rangklasserne end en adelsmand uden embede. På denne måde ønskede kongen - på Griffenfelds råd - at tvinge den gamle adel ind i et nyt system, hvor den kongelige nåde var altafgørende. Reformarbejdet samt regeringen af landet beslaglagde størstedelen af kongens tid. Men for den enevældig konge, var det tillige naturligt, at de fritidsfornøjelser, han havde lært at sætte pris på, blev fremmet.

Dyrehaven

Frederik III havde i 1669 besluttet at anlægge en dyrehave. Arealet, der skulle anvendes til formålet, var ikke særligt stort. Det udgjorde den del af den nuværende Dyrehave, der ligger syd for Eremitagen. Indhegningen af haven klaredes ved, at alle bønder i Københavns og Frederiksborg amter fik ordre til "at age enebærris til Dyrehavens indelukkelse".Allerede i maj 1670 ændrede den ny konge disse planer. Faderens dyrehave var for lille. Christian V ønskede at anlægge en dyrehave efter franske forbilleder, således at den kunne anvendes til parforcejagt. Derfor befalede kongen den 13. juni 1670 rigets marskal at foranledige, at bønderne i den landsby, der lå i Stokkerup, blev flyttet, og at deres huse blev jævnet med jorden. Christian Vs Dyrehave kom herefter til at omfatte 1.500 ha, dvs. hele den nuværende Dyrehave og Jægersborg Hegn. Inden hegnet om haven blev lukket, blev den naturlige vildtbestand forøget. Dette skete ved inddrivning af vildt fra omegnen, samtidig med at der blev indfanget kronvildt fra andre dele af landet til udsætning i Dyrehaven. Arbejdet lededes af overjægermester Hahn, men der blev allerede i 1670 indkaldt en engelsk parforcejæger, Robert Badge, og inden årets udgang drev Christian V parforcejagt med engelske hunde, engelske heste og engelske jægere. Moderne, fornemme jagtvåben blev indkøbt i Frankrig og Holland. Endvidere anlagde kongen et falkoneri, selv om han ikke var en særlig ivrig falkejæger. Falkene blev opdrættet og trænet for at blive brugt som særlige gaver. Fra Jylland blev der også i 1670 leveret ulve til dyrekampe, således at Christian V ved årets udgang havde skabt noget af det, han havde set i Frankrig. At den unge konge ved sin udadvendte facon havde et potentiale til at blive en populær monark er utvivlsomt. Befolkningen fulgte med i hoffets og kongens gøren og laden. Dette kommer bl.a. til udtryk i "Den Danske Mercurius", hvor Anders Bording den1. oktober 1770 skriver om kongens fritidsfornøjelser:

"Hvad hand af tiden fra regeringen har ofver Det hand ey spilder och u-nyttig hensover Nu render hand til rings: nu tumler hand sin hest: Men altid self er den sligt zirligst giør oc bedst Særdeelis er det lyst at see hvor vel det falder Hvis brug och øvelse mand her i voris land har ingensinde før af vidst och mindes kand.."

Omstrukturering og oprustning

Ét var fornøjelse og opgør med den gamle adel, her var Christian V særdeles veluddannet. Han vidste, hvad han ville og havde magten til at gennemføre det. Noget andet var Danmarks forhold til udlandet. Den danske udenrigspolitik var nødt til at tage hensyn til de mange alliancer og modalliancer, der bandt forskellige blokke sammen og holdt Europa i ligevægt. En ligevægt, som nordeuropæiske magter, herunder Danmark, ønskede at forskubbe. I dette spil var Christian V totalt uden forudsætninger og måtte forlade sig på andres råd. Grundlæggende var der i den danske regering et ønske om revanche mod Sverige, men der var to forskellige opfattelser af måden, denne skulle opnås på. Peder Griffenfeld mente, at diplomati med en efterfølgende alliance med Europas stormagt Frankrig skulle være på plads, før det kunne nytte at slå til mod Sverige. Over for denne holdning stod kongen, generalerne og stor dele af centraladministrationen, der ønskede en revanchekrig snarest. Danmark havdemodsætningsvis Sverige ikke nogen stående hær af betydning. En styrkelse af hæren ville kræve udenlandske hvervninger, noget der ikke var råd til. Derfor var det nødvendigt for Danmark at være medlem af et alliancesystem, der i tilfælde af krig kunne yde subsidier til en forøgelse af hærens styrkemål. Krigshåndværket var internationalt, og inden man begyndte en krig, gik man ud på et eksklusivt, internationalt marked for at få de bedste, kendteste og mest kamperfarne officerer i sit sold. Et af Christian Vs og Schumachers initativer - forordningen om landrytteriet af 5. oktober 1670 opdelte kronens godser rytterdistrikter, der hver skulle stille et antal ryttere. Sammen med 1.000 ryttere, der blev udskrevet fra privilegeret jord, dannedes således et nationalt rytteri på ca. 5.000 mand. Reformerne betød, at der kunne opstilles en dobbelt så stor hær for de samme penge. Anderledes var forholdet for den danske flåde. For Danmark-Norge var flåden af særdeles stor betydning for rigernes sammenhold. Derfor satsede den unge enevælde straks efter Karl Gustav-krigene på at genopbygge flåden. I 1675 var den danske flåde blevet en betydelig magtfaktor i Østersøen, men den var den svenske underlegen.

Krig

Danmark og Sverige var medlemmer af hver sin alliance. Det betød, at landene ikke havde fuld kontrol over deres udenrigspolitik. Alliancesystemerne medførte, at Danmark og Sverige i 1675 kom i krig, da en svensk hær fra Pommeren som følge af en svenske alliance med Frankrig rykkede ind iBrandenburg som Danmark havde traktatmæssige forpligtelser overfor. Den danske regering tøvede dog med at opfylde dem. Først efter et opsigtsvækkende svensk nederlag i juni 1775 fik den danske regering mod til at gribe ind. I september angreb danske og brandenburgske tropper svenskerne i Nordtyskland; krigen var en kendsgerning. Rent militært var den danske hær godt forberedt. På grund af Christian Vs personlige interesse for krigsvæsen, som han havde lært at betragtede som en sport, havde hele hæren været udkommanderet til en stor fredstidsmanøvre i forsommeren 1674. Manøvren var uhyre realistisk planlagt og vel gennemført. Men sammenholdet i den danske regering manglede. Der var uenighed om, hvor man skulle kæmpe, og for Griffenfelds vedkommende, om man overhovedet skulle kæmpe aktivt. Det var i den situation, Christian V sendte Griffenfeld et brev, hvori han advarede ham mod at tiltage sig en myndighed, han ikke havde, og i virkeligheden mod at prøve at overtale den enevældige monark til at gøre noget, han ikke ville. Christian V var nu blevet bange for, at den enevældige magt, han udøvede, var ved at glide ham af hænde. Hele hans opvækst og uddannelse vare gået ud på at slå fast, at han var enevældig af Guds nåde. Nu blev han besnakket af én der var klogere, mere veltalende og mere erfaren. Kongens syn på sin egen rolle som enevældig monark sammenholdt med, at Griffenfeld havde mange fjender, førte til, at Griffenfeld blev anklaget for forræderi, fordi han bevidst havde modarbejdet den officielle danske udenrigspolitik for at tækkes Frankrig.Griffenfeld blev dødsdømt, men blev umiddelbart før eksekveringen benådet. Christian V ville nu ligesom sit forbillede Ludvig XIV, at han fra nu af ville være sin egen førsteminister. For krigen betød Griffenfelds fald, at den danske politik nu rettedes mod Skåne. I foråret 1676 var den danske hær samlet ved Øresund under hertug Hans Adolf af Plön. Han var som flertallet af officererne tysker og hvervet. Ud fra en udrustningsmæssig og uddannelsesmæssig betragtning var det den bedste hær, Danmark havde opstillet i det århundrede. Af de bevarede regnskaber, udrustningslisterne og memoirelitteraturen fremgår det, at det var en godt udrustet, veltrænet og vel ført hær, der ventede ved Øresund.