Dannelsesrejsen.

I 1662 blev Christian sendt ud på en længere udenlandsrejse. Første mål var naturligt nok efter krigen Holland. Herfra gik turen over England til Frankrig, hvor han i længere tid opholdt sig ved den unge Ludvig XIVs hof. Et hof, der var præget af, at Ludvig XIV i 1661 havde erklæret over for sine ministre, at ingen regeringsordre måtte underskrives uden hans befaling. Dette var indledningen til den franske enevælde, der, selv om den strålede, ikke havde et egentligt lovgrundlag. Danmark blev det eneste land, hvor der kom tilat foreligge en skreven enevoldsforfatning, "Kongeloven" fra 1665, der dog var blevet foregrebet i "Enevoldsarveregeringsakten" fra 10. januar 1661. Opholdet her fik varig betydning for den unge prins Christian. Han, der kom fra et forarmet og krigshærget land, fik her set et enevældigt styre, når det var mest prægtigt. Samtidig oplevede han her, hvad der interesserede ham mest, jagt og ridning samt som noget for ham nyt og prægtigt: karrusellen.

Karrusellen

De såkaldte karruseller var en videreførsel af ridderturneringer, hvor deltagerne dystede mod hinanden til hest eller til fods. Grunden til, at turneringer med skarpe våben ophørte, var, at der skete for mange uheld. Det er således karakteristisk, at den sidste "rigtige" turnering, der blev afholdt i Danmark, fandt sted i 1559 i anledning af Frederik IIs kroning. Samme år dræbtes den franske konge i en turnering, der blev holdt for at fejre hans datters bryllup. Turneringerne holdt herefter gradvis op og erstattedes af kamp over en barriere, ringridning og karruseller. Ved Christian IVs kroning i 1596 afholdtes, hvad der i samtiden betegnedes som en turnering, men det var kamp med stumpe våben over barriere samt ringridning. Ved den måske kostbareste fest i Danmark i 1600-tallet, "det store bilager", brylluppet mellem Christian IVs søn og valgte tronarving prins Christian og prinsesse Sibylla af Sachsen i 1634, var turnerings- og kampislættet gledet helt ud af festprogrammet. Det var blevet erstattet af optog, dans og ringridning.Formålet med de i Italien og Frankrig udviklede karruseller var det samme som turneringernes: ridderne skulle vise deres ridefærdigheder og evne til at bruge deres våben. I 1600tallets slutning betød det, at karrusselprogrammerne indeholdt discipliner med spyd, lanser, kårder og pistoler.

Solkongens karrusel

Den 5. og 6. juni 1662 fejrede Ludvig XIV sin søns fødsel med en stort anlagt karrusel. Ud over at markere sin søns fødsel ønskede Ludvig at vise pariserne og verden, hvad det franske hof formåede. Til minde om begivenheden fik kobberstikkeren Israël Silvestre til opgave at stikke 37 plancher til et bogværk. Det blev i 1670 udgivet som det første, der blev trykt på det nye franske kongelige trykkeri. Ludvig XIVs karrusel i 1662 begyndte med et stort optog, der udgik fra Hôtel Vendosme til et amfiteater, der var opført til lejligheden. Her kunne der være ca. 15.000 tilskuere. Der var i alt 1.297 deltagere i optoget, heraf 655 til hest. Alle deltagerne var klædt i dragter, der var fremstillet til lejligheden. Optoget var delt i fire kvadriller, den første, den romerske kvadrille, blev anført af Ludvig XIV selv. Han var iført en lang frakke af sølv- og guldbrokade. På hovedet havde han en sølvhjelm med kam dækket af guldblade. Hestedækkenet var diamantbesat. Alle deltagere i følget var lige så prægtigt udklædt. Derefter kom de tre andre kvadriller, den persiske, den tyrkiske og den amerikanske kvadrille. Alle deltagerne var udklædt, og alle bar skjolde med en devise. Det siges, at det her var første gang, at Ludvig XIVbrugte solen som emblem og devisen NEC PLURIBUS IMPAR (over alle andre). Efter procession til opvisningspladsen var der hovedrennen, dvs. at de beredne deltagere i optoget angreb tyrker- og medusahoveder. Dernæst blev der opført en hesteballet, hvor deltagerne skulle angribe en quintan, en gammel træningsøvelse for lansebevæbnede ryttere. I dette tilfælde forestillede quintanen en orientalsk kriger. Næste dag var der ringridning, hvor vinderen, greven af Sault, modtog præmien af den franske dronning. Formålet med en sådan karrusel var ikke blot at træne eller vise ridderlige færdigheder. Ludvig XIV skriver således i sine "Memoires pour l'instruction du Dauphin": "En prins og en konge af Frankrig bør også betænke, at der ligger mere end offentlig underholdning i dette. Det er ikke for os selv, men for hele hoffet og hele vort folk". Ludvig XIVs instruktioner til sin søn kan sammenlignes med de testamenter Christian V skrev. For Ludvig XIV var optogene og skuespillene dygtigt iscenesatte forestillinger, der skulle vise den enevældige magt og herlighed. Det oprindelige formål med turneringerne og karrusellerne var gledet helt i baggrunden. Kongen og hoffet skulle dog stadig beherske de ridderlige færdigheder, der satte dem i stand til at opføre disse skuespil. De skulle være gode ryttere.

Hestene og jagtglæder

En fornem kender af 1600-tallets historie har skrevet, at det gamle mundheld om, at der bag enhver mand står en kvinde, bør have en tilføjelse, når det gælder for adelsmænd idet 17. århundrede, nemlig at der under ham er en hest. I vore dage glemmer man ofte hestens centrale betydning for 1600-tallets adelskultur. Adelsmanden levede med sine heste, som nogle mennesker i dag lever med deres specielle biler. En adelsmand uden hest var utænkelig, hvad enten der var tale om krig, ceremonielle fester, optog, parader, jagter, bryllupper eller begravelser. Hesten var med. De stalde, der blev bygget, var oftest nærmest slotslignende, og gode staldmestre var efterspurgte. Blandt andre oplevelser, den unge danske prins fik i Frankrig, var jagten. Ikke således at forstå, at prins Christian ikke havde prøvet jagtens glæder før. Under udrejsen ved vi, at han gjorde holdt i Ribe for at gå på jagt, men det, den franske konge fremviste, var noget ganske andet. England og Frankrig var de førende lande inden for "moderne" jagtvæsen. Ludvig XIV lod afholde en række parforcejagter, falkejagter, ulvejagter og dyrekampe for den danske prins. Særligt parforcejagten optog prinsen meget. Denne jagtform gik ud på at forfølge en bestemt hjort med et stort hundekobbel - murte - til hjorten var så udmattet, at den ikke kunne løbe mere. Jægerne fulgte hundene til hest ofte gennem skoven eller ad specielt anlagte veje. 1600-tallets skove var langt mere åbne end vore dages skove, bl.a. som følge af, at der i skovene som regel gik et meget stort antal svin. Hundekoblet kunne bestå af op til 100 hunde, et meget stort antal at holde styr på. De var afrettede til at følge jægerne og til at blive kaldt tilbage, hvis de fulgte et spor fra en hjort, der ikke skullejages. Der krævedes dygtige jagtbetjente, der kendte skoven og hjortene, således at de kunne sikre, at det var den rigtige hjort, der blev forfulgt. Hundekoblet blev delvis styret af valdhornsignaler, som hundene skulle lære at lystre. Jagtbetjentene skulle således også være musikere, idet alle begivenheder under jagten blev omsat til hornsignaler. Når hjorten var løbet træt og stod stille, blev der blæst signal til samling. Den fornemste deltager eller en jæger, der skulle udvises en særlig ære, stødte derefter hjorten ned med en hirschfænger, medens den eventuelt blev holdt fast af et par jagtbetjente. Selve stikket var jagtens egentlige formål, da en hjort, der næsten havde løbet sig til døde, ikke var egnet til menneskeføde. Det skete, at hjorte blev sluppet fri, men det var sjældent, da den alligevel som regel ville dø af stress eller overanstrengelse. Parforcejagten var en overordentlig kostbar jagt, som krævede mange jagtbetjente, hunde og heste samt et stort jagtterræn, så stort, at man i Frankrig som regel havde flere heste med, så jægere og jagtbetjente kunne skifte heste under jagten. Jagten havde skiftet formål. Fra at være en forsyningskilde til det kongelige køkken var det nu blevet en kongelig sport. Prins Christian deltog i flere falkejagter og overværede flere dyrekampe mellem bl.a. hunde og ulve. Men oplevelsen af parforcejagten optog ham mest. Vi ved i dag god besked om prinsens rejse, ruten, højdepunkterne og begivenhederne. Men hvad en ung mand på 17 år egentlig selv tænker, husker og gemmer af oplevelserne fra en sådan rejseer sværere at bedømme. Imidlertid ved vi, at én oplevelse fik varig betydning både for prinsen og for Danmark, det var oplevelsen af det franske stutteri. Der er ikke levnet megen plads om dette i beskrivelsen af prinsens rejse, men de senere resultater inden for dansk hesteavl taler deres klare sprog. For Christian kom hesten i centrum: til krig, som befordringsmiddel, til jagt, til ceremonielt brug og til karruseller.