Christian V. Konge og sportsmand

Christian V, den første danske konge, der overtog tronen direkte efter sin fader uden at være nødt til at forhandle og underskrive en håndfæstning, får af moderne historikere gerne det skudsmål, at han ikke var særlig intelligent eller veluddannet, men et pligtopfyldende menneske, der hellere ville beskæftige sig med udendørssysler, først og fremmest jagt, ridning og våbenøvelser. Denne karakteristik er i god overensstemmelse med Christian Vs vurdering af sig selv. I 1693 i et af sine såkaldte testamenter betegner han således jagt, elskov, krig og søvæsen som sine hovedinteresser.

Barndom og opvækst

Christian V fødtes i april 1646, hans fader hertug Frederik var Christian IVs næstældste søn. Christian IVs ældste søn Christian, ofte betegnet som den udvalgte prins, var formelt udpeget og valgt til tronfølger. Ved prins Christians død i 1647 mistede Danmark således tronfølgeren. Da Christian IVs døde i 1648, var hertug Frederik en naturlig kandidat til tronen, men valget af ham var ikke en selvfølge. Danmark var endnu et valgrige. Det blev Rigsrådet, der overtog regeringsmagten, indtil en ny konge kunne vælges. Hertug Frederik kom til at underskrive den mest restriktive håndfæstning, nogen dansk konge har underskrevet, inden han den 6. juli 1648 blev hyldet i København som konge. Belært af begivenhederne sørgede Frederik III for, at hans søn Christian allerede i 1650 af stænderne blev valgt til tronfølger. Ni år gammel, i 1655, blev Christian hyldet som tronfølger i København, Odense og Viborg samt i 1656 i Norge. Selv om Frederik på denne måde sørgede for dynastiet, var det ikke det samme som, at faderen bekymrede sig for sønnens opvækst og uddannelse. Det var ikke i tidens ånd, at en fyrstesøn blev opdraget og undervist ved eget hof. Derudover blev Frederik IIIs egen regeringstid en af de mest turbulente i Danmarks historie, hvilket gjorde, at faderen ikke fik tid til at tage sig af sønnen.

Karl Gustav Krigene

Under hele Christian Vs opvækst var der stærke spændinger mellem hans fader og omverdenen, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Den 1. juni 1657, da Christian var 11 år gammel, erklærede Frederik III krig mod Sverige. Svenskerne gik offentsivt til værks. I en lynkrig besatte de Jylland, gik over isen til Fyn, Lolland og Sjælland og tvang ved en fred i Roskilde den 16. februar Danmark til at afstå alle danske besiddelser øst for Storebælt samt dele af Norge. For at markere en forsoning blev der efter fredsafslutningen afholdt en række fester. Men for Sverige var situationen ud på foråret kritisk, den svenske hær var hvervet dvs. professionel, den skulle bruges eller afskediges, hvad man ikke turde, da Sverige havde for mange fjender. Den skulle og have et operationsområde. Et sådant var imidlertid ikke at finde. I august 1658 slog Sverige derfor til mod Danmark. En svensk flåde landsatte en stor styrke i Korsør. Målet varKøbenhavn og dermed Danmarks opløsning eller inkorporering i Sverige. På grund af traktatmæssig hjælp fra Nederlandene overlevede Danmark om end stærkt reduceret. For Sverige betød krigen dels en svækkelse, dels at der var blevet sat et spørgsmålstegn ved dets stormagtsstatus. Ingen af de nordiske lande havde nu det attråede overherredømme i Østersøen.

Uddannelse

Christian V voksede op under ydre og indre trusler, hvor krig og ulykker var hverdagen. Han fik den uddannelse, man i samtiden anså for rimelig og tilstrækkelig. Overalt i Europa oprettedes der i 1600-årene ridderlige akademier og skoler. I Danmark omdannede Christian IV således i 1623 Sorø til et ridderligt akademi, først og fremmest for sine egne sønners uddannelses skyld. Idealet var, som navnet på skolerne antyder, at skabe "riddere". Ridekunsten var en af de såkaldte adelige discipliner, der tillige omfattede fægtning og dans. Yderligere blev der som regel undervist i fortifikation, dvs. fæstningskunst, der delvis var en militær disciplin, men samtidig også en øvelse i geometri. Fyrstekulturen hvilede på geometri. Dans, fægtning, ridning og opstilling af hærstyrker byggede på geometriske mønstre. Adgangstegnet til Europas ridderakademier var, at den unge adelsmand kunne ride, når han kom til skolen. Selv om ridderakademierne fik deres blomstringstid i 1600-tallets slutning, stammer deres ideologiske grundlag fra 1500-tallets Italien. En ny rideskole, den såkaldte højere skoleeller skolen over jorden, introduceredes i Napoli i 1532 af Frederico Grisone. Formålet med denne nye skole og nye træning af hesten var oprindelig militært. Rytteren skulle bruge hesten bedst muligt i krig, og derfor skulle hesten kunne udføre en række spring og bevægelser, som havde til formål at hjæpe og beskytte rytteren i et angreb. Fra midten af 1500-tallet blev der udgivet bøger om denne nye ridekunst, dels af Frederico Grisone selv, dels af hans elever. Her i Norden fik tyskeren Georg Engelhard von Löhneysens bog "Von Zeumen" fra 1588 stor betydning for ridekunstens udvikling. I Frankrig fik Antoine de Pluvinel (1552-1620) stor betydning som grundlægger af et ridderakademi. Pluvinel forenede ridekunst og musik i en såkaldt hesteballet en kunstart, der kulminerede i 1667 i Wien ved kejser Leopolds giftermål med Margarete af Spanien. Her deltog 1.300 ryttere i en hesteballet, hvor hestene dels bevægede sig til musikken, dels optrådte i komplicerede geometriske mønstre.