Korstog
I middelalderen gennemførtes flere korstog mod Det hellige Land. Under det første korstog i 1099 blev Jerusalem erobret og der etableredes et kristent kongedømme, som eksisterede de næste knap hundrede år. Pavedømmet i Rom prøvede at overtale Europas kristne fyrster til at drage på korstog, dels for at befri den jord, som Kristi havde betrådt, dels for at udbrede den kristne kirkes budskab blandt hedningene. Mange lod sig kalde, ikke mindst da et korstog gav dem aflad for alle deres synder. Fyrsterne stolede dog ikke altid på hinandens hensigter, og disse magtkampe forhindrede ofte en effektiv organisering af indsatsen. Under ledelse af den legendariske hærfører Saladin (Salah ad-Din) trængte muslimerne de kristne tilbage, og i 1187 blev Jerusalem overgivet.
Tempelriddere og Johanittere
Efter erobringen af Jerusalem i 1099 opstod et behov for at beskytte de mange tilstrømmende pilgrimme. Tempelridderordenen blev grundlagt i o. 1119 med dette formål og fik hovedsæde i Jerusalem, hvor deres hovedkvarter på Tempelbjerget gav navn til ordenen.
Mange europæiske fyrster, herunder paven, så med nervøsitet på Tempelriddernes stigende magt og hastigt voksende besiddelser. Den franske kong Philip 4., der skyldte ordenen mange penge, ønskede at udradere ordenens politiske og økonomiske magt. Han tvang paven til at godkende en aktion mod tempelridderne i Frankrig, som i stort tal blev arresteret i 1307. Ved hjælp af tortur lykkedes det at fremtvinge en række fantasifulde beviser mod ordenen, hvilke medførte, at Tempelridderordenen helt blev opløst af paven i 1312. Dagen, hvor aktionen mod Tempelridderne gennemførtes i 1307, var fredag den 13., hvilket siden er blevet opfattet som en særlig skæbnesvanger dato. Efter opløsningen af ordenen gik flere grupper at tempelriddere under jorden og forsøgte at opretholde en hemmelig organisation. Dette har siden har givet anledning til mange spekulationer. Tempelridderne bar en hvid kjortel med et rødt kors. Formen på korset gav åbenbart anledning til fortolkning, for det kendes i flere varianter.
Johanitterordenen blev grundlagt i Jerusalem i 1080 med det formål at drive herberg og hospitaler for syge, fattige og sårede pilgrimme. Ordenen påtog sig desuden at forsvare pilgrimmene med våbenmagt og fik stigende militær betydning. Efter tabet af Jerusalem ændrede ordenen karakter og en militær del blev udskilt. Efter Jerusalems fald opretholdt Johanitterordenen et territorium nord herfor, Grevskabet Tripoli (dele af nuværende Israel og Libanon), men de blev fordrevet i 1219, hvorefter de etablerede sig på Rhodos. I 1522 blev Johanitterne fordrevet af muslimerne fra Rhodos til Malta, og siden er de ofte blevet kaldt Malteserordenen. Da Napoleon erobrede Malta i 1798, mistede Johanitterne deres sidste tilholdssted og al indflydelse, ikke mindst militært. Ordenen har dog overlevet til i dag som en godgørende institution, hvor den driver hospitaler, plejehjem o.l. i de fleste katolske lande. Johanitterridderne bar i middelalderen en sort kjortel med et hvidt kors som kendetegn. Korstypen er siden blevet kaldt malteserkors.
Med to ridderordener med næsten identiske opgaver opstod der hurtigt en rivalisering mellem dem. Til årets turnering på Tøjhusmuseet mødes de to ordener til en venskabelig kappedyst i Jerusalem. Må Gud lade den bedste sejre.