
EFTERÅRSFERIEN 2008
| Tidspunkt | Aktivitet |
|---|---|
| 10.00-16.00 | Middelaldermusik ved truppen Scherbelhaufen |
| 10.00-16.00 | Gøglerne optræder |
| 10.00-16.00 | Bueskydning |
| 10.00-16.00 | Prinse- og prinsesseland med udklædning |
| 10.00-16.00 | Stort marked med ca. 22 boder |
| 10.00-16.00 | Arbejdende smedie og andre håndværk |
| 11.00 | Ridderturnering |
| 12.00 | Fægtetræning |
| 14.00 | Ridderturnering |
| 15.00 | Fægtetræning |
Helt ny ridderopvisning
Ny storslået ridderdyst hver dag i efterårsferien kl. 11 og 14. Opvisningen, der varer omkring 50 min., bringer os tilbage til korstogenes tid. Vi befinder os i midten af 1100-tallet, hvor de kristne fyrster havde befriet Jerusalem og Det hellige Land, og hvor der for en tid herskede fred mellem kristne og muslimer. I den tid opstod de to store berømte ridderordener, Tempelridderne og Johanitterne. Temaet for dette års ridderturnering på Tøjhusmuseet er rivaliseringen mellem disse to ridderordener. De fire dygtige riddere, som også er med i Arn-filmene, vil gennemføre mange af de klassiske discipliner - ikke mindst lansedysten - på deres flotte gangere, men også vise flere nye ting. Med sig til dysten i borggården i Jerusalem, har de deres trofaste væbnere, som kæmper til fods.
Læs mere om » Korstog, Tempelriddere og Johanittere

Klik for stort format!
Middelaldermusik
I år er det den tyske gruppe Scherbelhaufen, som optræder med instrumenter som skalmeje, lut, tromme og sækkepibe. Truppen optræder løbende hver dag forskellige steder på markedet. Besøg eventuelt deres hjemmeside på » www.scherbelhaufen.de og lyt til eksempler på deres kunnen her (Windows Media Player):
» Sackpfeifenschlag
» Belfane
» Peter Eisenbart
» Download Windows Media Player
Middelaldermarked
Ned igennem Tøjhusmuseets gård vil man kunne gå mellem de mange farvestrålende boder, hvor der demonstreres og sælges tidstypisk håndværk, bl.a. smedearbejde, pileflet, smykker, glas, buer m.v. Soldaterne fra opvisningen vil også have et telt, hvori de viser deres våben og udrustning frem. Fra madboden breder duften sig af nystegte pølser og svinekød, som kan skylles ned med øl eller saftevand. Til den søde tand vil der være pandekager, brændte mandler og kandiserede æbler. Synes du øllet er for tyndt, kan du få et skud mjød oveni. Med jævne mellemrum vil der være optræden på markedspladsen - enten af gøglerne, eller musikanterne med deres særegne instrumenter og lyde. Får du selv lyst til at øve krigens håndværk, kan du gratis prøve bueskydning eller få fægtetræning af soldaterne. Som noget nyt vil der i år være mulighed for at blive klædt ud i prinse- og prinsesselandet i bunden af Kanonhallen.
» BOOK DIN BILLET HER!
Billetter
Ridderbillet 75 kr. (ridderturnering, marked og udstillinger) bookes på www.thm.dk (NB. der opkræves 5 DKK i transaktionsgebyr pr. handel ved onlinekøb) eller købes i billetsalget.
Væbnerbillet, voksne 50 kr., børn (3-17 år) 25 kr. (kun marked og udstillinger) i billetsalget. Børn der endnu ikke er fyldt 3 år har gratis adgang, så længe de sidder på skødet.
NB. Alle ordinære billetpriser og åbningstider er ophævet i perioden 10.-19. oktober 2008. Der er således ikke gratis adgang om onsdagen, ligesom alle rabatordninger er ophævet. Eneste undtagelse herfra er Copenhagen Card, som har samme gyldighed som en Væbnerbillet.
Det anbefales at købe ridderbilletter i god tid.
Om billetbooking
Når du har bestemt, hvor mange billetter du skal have til hvilken forestilling, går du videre til betalingen. Vi accepterer Dankort, VISA, Mastercard og Eurocard. Indtast de nødvendige oplysninger, og vi frigiver dine billetter til udskrivning. For hver transaktion opkræves automatisk et gebyr på 5 DKK. Hvis du ikke har en printer der virker, skal du i stedet købe dine billetter i museets kiosk. Bemærk at din billet giver gratis adgang til museets marked og udstillinger i hele efterårsferien. Hvis du fortryder dit billetkøb, kan du kun få refunderet din udgift ved at medbringe billetterne i museets kiosk, senest dagen før de skulle have været brugt.
Om billetkontrol
Ridderbilletter er forsynet med en unik stregkode, som vil blive scannet ved indgangen. Billetten er et ihændehaverbevis, og kun den første gyldige billet bliver lukket ind. Efterfølgende kopier vil blive afvist ved indgangen. Pas derfor godt på din billet.
Om tribunerne
Da pladserne er unummererede, henstiller vi til publikum at rykke tæt sammen og ikke efterlade tomme pladser. Vi skal gerne have plads til alle. Medbragte mad- og drikkevarer må nydes på tribunerne, men husk affaldet, når du går. Rygning er forbudt, og tændte mobiltelefoner er ikke populære. Ved kørestolspladserne er der sæder til medhjælpere. Bemærk at tribunerne tidligst åbner 20 minutter før forestillingen. Tribunerne bliver i år lidt stejlere, hvilket giver bedre udsyn.
Handicappede / Kørestolsbrugere
Igen i år har vi glæden af at kunne tilbyde særlige pladser for kørestolsbrugere. Til hver forestilling er der således 6 pladser forbeholdt kørestolsbrugere på forreste række på den korte tribune (ved indgangen fra Tøjhusgade 3). Bestilling af disse pladser foregår ved at vælge "Ridderbillet- Handicap" i online-bestillingen. Tøjhusmuseet har desværre endnu ikke fået etableret handicaptoilet.
Genbesøg
Din billet giver adgang til Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet hele efterårsferien. På Orlogsmuseet opføres forestillingen "Nærkamp til søs under Englandskrigene" hver dag kl. 11 og 13 i perioden 13.-19. oktober. Med din billet i hånden skal du kun betale sølle 20 kr. for at se denne sjove forestilling på Orlogsmuseet. Bemærk, at billetten kun giver adgang til Ridderturneringen og "Nærkamp til søs" én gang.
Billetten giver dog ikke adgang til museumsskibene på Holmen: Fregatten PEDER SKRAM, Undervandsbåden SÆLEN samt torpedomissilbåden SEHESTED. Her skal løses særskilt billet. Se i øvrigt » www.skibepaaholmen.dk
Refusion og ombytning af billetter
Vi refunderer om ombytter med glæde billetter. Dog skal dette ske ved personlig henvendelse i museets kiosk senest dagen inden den dag, hvortil billetterne er købt. Husk at medbringe de fejlkøbte billetter.
Betaling med Dankort
I middelalderen fandtes ikke Dankort og det kan derfor heller ikke anvendes på middelaldermarkedet. Billetter og kioskvarer kan derimod betales med Dankort i museets kiosk. Vi anbefaler, at du medbringer kontanter. Museet kan kun i begrænset omfang udstede kontanter, og de nærmeste Dankort-automater ligger 5-10 minutters gang fra museet.
Parkering
Museet har ingen særlig parkeringsplads, men må i stedet henvise til de omliggende gader, hvor der er parkeringsafgift lørdage og hverdage.
Offentlig transport
Tog:
Den nærmeste station er Københavns Hovedbanegård, hvorfra det tager 10-15 minutter at gå. Der går også busser herfra (1A, 33 og 66).
Bus:
Der er mange muligheder for tage bus til Tøjhusmuseet. Desværre stopper ingen af dem lige foran døren, men der er mange stoppesteder tæt ved (ca. 5 minutters gang)
Christiansborg Slotsplads: 1A, 2A, 15, 26, 29
Stormbroen: 1A, 2A, 6A, 15, 26, 29
Børsen: 2A, 19, 47, 66
Det Kongelige Bibliotek (Den Sorte Diamant): 66, HV 901(Havnebus)
Ringårdstræde: 350S
Rysensteensgade: 12, 33

Klik for stort format!
NB! Bemærk at der er adgang til Tøjhusmuseet både fra Tøjhusgade (mod nord) og Søren Kierkegaards Plads (mod syd).
Regnvejr og aflysning
I tilfælde af regnvejr vil ridderturneringen som udgangspunkt blive afviklet. Kun i tilfælde af oversvømmelse af ridebanen i en sådan grad at hestene udsættes for fare vil arrangementet blive aflyst. I dette tilfælde refunderes billetterne ved henvendelse i Tøjhusmuseets kiosk. Paraplyer må ikke anvendes på tribunerne, da de ødelægger udsynet for dem der sidder bagved. Medbring i stedet regntøj, hvis vejrudsigten lover dårligt vejr.
Presse
Tøjhusmuseet byder naturligvis pressefolk velkommen på museet og til Ridderturneringen. Vi anmoder dog om henvendelse forud for ankomst, da vi i dette tilfælde kan sørge for fribilletter og evt. arrangere interview.
Kontakt: Karsten Skjold Pedersen » ksp@thm.dk eller tlf. 33181455.
Pressebilleder:
Wallpaper (fri download)
» 1024x768
» 800x600
» 1024x768
» 800x600
» 1024x768
» 800x600
[Til Toppen]



Postadresse: Frederiksholms Kanal 29 · 1220 Kbh. K · Tel: 33 11 60 37 · Fax: 33 93 71 52 · EAN-nr.: 5 798 000 793 583
thm@thm.dk · © Statens Forsvarshistoriske Museum · Sidst opdateret 13.10.2008