|
Marts 1848
Mange mennesker i forskellige lande i Europa begynder at føle, at de er noget særligt, fordi de hører til et bestemt folk.
De mener også, at de, og ikke kongen, har krav på at få lov til at bestemme i deres eget land.
Derfor kommer der mange oprør i Europa i marts 1848.
Slesvig Holsten, der er en del af Den Danske Helstat, vil både have politisk frihed og have selvstændighed som stat.
I marts 1848 udbryder i Europa en række oprør, hvor nationale strømninger og borgerskabets ønske om politisk frihed kædes sammen.
Det danske monarki består på det tidspunkt foruden kongeriget Danmark også af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvis hertug er den danske konge. Holsten er tillige med i Det Tyske Forbund.
Tysksindede slesvig-holstenere ser Slesvig og Holsten som en enhed, en selvstændig stat. De vil have både en fri forfatning og deres eget militær. De ønsker desuden, at Slesvig optages i Det Tyske Forbund.
Også danskerne vil have en fri forfatning, men vil forene Slesvig med Danmark.
|